So long.

Kevin Magnussen overhalede tidligt i søndagens amerikanske grandprix sin holdkammerat, Jolyon Palmer, og briten formåede aldrig at svare igen.

Derfor sluttede danskeren forrest af de to på Circuit of the Americas – som nummer 11 – hvilket altså var to pladser bedre end den anden gule Renault.

Jolyon Palmer gav efter løbet udtryk for, at han havde set nok til en helt bestemt del af Kevin Magnussens racer.

»Det var et virkelig frustrerende løb. I 30 omgange var jeg fanget bag Kevin. Jeg troede, at jeg var hurtigere, men jeg kunne ikke følge med,« sagde Jolyon Palmer til TV3 Sport efter løbet:

»Hver gang jeg kom tæt på i de hurtige sving mistede jeg en masse downforce og kunne ikke følge med. Jeg kunne ikke komme tæt nok på.«

Jolyon Palmer konstaterede, at han ’ikke kunne komme forbi Kevin’, der allerede på de første omgange overhalde briten for første gang.

Her var Kevin Magnussen faktisk startet som nummer 18, hvilket var tre pladser bag holdkammeraten.

På de sidste omgange, hvor danskeren gav den fuld gas med de hurtige supersoft-dæk og avancerede kraftigt blev det til endnu en overhaling.

»Jeg kender bagenden af hans bil ret godt nu. Det var ret irriterende og en skam, at jeg lod ham komme forbi i starten,« sagde Jolyon Palmer.