Der er for alvor kommet gang i svingdøren på ledelsesgangene hos Danmarks største supermarkedskæde, Netto.

Senest har driftsdirektør Anders Steengaard Leer valgt at tage sit gode tøj og gå over til en af konkurrenterne. Han er den tredje afgang fra Nettos absolutte top inden for få måneder.

I august var det Kenneth Luxhøi, som var regionschef for omkring 150 Netto-butikker i København og Nordsjælland, der røg ud.

Han nåede 16 år i Netto, før direktør Brian Seemann Broe meldte ud i en intern besked, at han havde valgt at ’stoppe samarbejdet’ med Kenneth Luxhøi.

Fyringen kom efter en periode med problemer i de københavnske Netto-butikker.

Få uger senere var det så Nettos direktør selv, Brian Seemann Broe, der valgte at sige op efter fem år på posten.

I den forbindelse forklarede Michael Løve, direktør for Netto International, at opsigelsen var kommet i kølvandet på en række diskussioner om Nettos fremtid.

Og nu er det så driftsdirektør Anders Steengaard Leer, der takker af efter 20 års tro tjeneste.

Direktør, driftsdirektør og regionschef for Netto i Storkøbenhavn har inden for to måneder forladt Netto. 'Tilfældigt' siger Salling Group.
Direktør, driftsdirektør og regionschef for Netto i Storkøbenhavn har inden for to måneder forladt Netto. 'Tilfældigt' siger Salling Group. Foto: Claus Fisker
Vis mere

I stedet er han gået over til konkurrenten Aldi, hvor han skal være direktør for centralt salg.

Hos Salling Group, der driver landets 507 Netto-butikker, kalder man det mere eller mindre ’tilfældigheder’ og ’sammenfald’, at direktør, driftschef og regionschefen i København er forduftet fra ledelsesgangene på meget kort tid.

»Jobskifter sker jo. Vi har meget dygtige kolleger, som er attraktive for andre, og det er så det, der er sket i Anders’ tilfælde,« siger Kasper Reggelsen, pressechef hos Salling Group:

»Han er blevet lokket af et godt tilbud hos Aldi, som har fundet en rigtig dygtig leder, og det har han takket ja til.«

Kasper Reggelsen afviser, at der foregår en udskiftning i ledelsen på grund af Nettos nye strategi 3.0.

»Det er altid sjovt at spekulere i jobskifter, men der foregår på ingen måde nogen målrettet udskiftning. Tværtimod.« siger Kasper Reggelsen:

»Tre dygtige folk har forladt os, og velkendte og talentfulde folk i koncernen står klar til at tage over.«

Selvom det kan virke bemærkelsesværdigt med tre så store udskiftninger inden for to måneder, er det ikke helt uset i detailbranchen.

»Vi har set noget lignende i Coop og Dagrofa før. Der kan være mange årsager til den slags,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Det vil selvfølgelig give noget uro i Netto i en lille periode, men det er en organisation, som kan klare den slags omvæltninger.«

B.T. har også været i kontakt med Anders Steengaard Leer.

Han kalder selv timingen af skiftet til Aldi tilfældigt og understreger, at han har været glad for sine 20 år i Netto.