Danmarks største supermarkedskæde, Netto, meldte sig mandag ind i dagligvarekrigen på nettet, da de lancerede tjenesten Fillop, som gør det muligt at købe basisvarer fra Netto online.

Et tiltag, som høster store roser fra førende eksperter i dagligvarehandel i Danmark.

»Det her kan få rigtig stor betydning for den måde, danskerne køber ind på. Det kommer helt sikkert til at rykke ved vores forbrugsmønstre, og jeg synes, det er rigtig godt set,« siger Dorte Wimmer, ekspert i detailhandel ved Retail Institute Scandinavia.

Modellen er ikke ’bare’ et klassisk onlinesupermarked.

Det er en abonnementstjeneste, som åbner for alle danskere fra starten af 2020.

Her kan man vælge mellem omkring 1.500 basisvarer – heriblandt toiletpapir, mel og pasta – som man kan købe på tjenesten Fillop til samme pris som i Netto.

Herudover kommer et leveringsgebyr på 29 kroner for, at Postnord bringer varerne ud.

Varerne bliver så leveret til døren med faste intervaller.

Fillop biver tilgængeligt for alle fra starten af 2020.
Fillop biver tilgængeligt for alle fra starten af 2020.
Vis mere

Og det er et koncept, som i udgangspunktet har rigtig gode udsigter, mener Flemming Birch, ekspert i detailhandel hos Birch og Birch.

»Det er smart, fordi man med den her model fokuserer på de kedelige varer, som folk ikke rigtigt gider bruge tid på i supermarkedet, og som gør indkøbsturen lidt træls,« siger Flemming Birch:

»Abonnementsdelen er også ret godt tænkt, fordi det betyder, at man bare skal planlægge købet én gang, og så kører det ligesom bare derudaf. I dag kan planlægning godt være en stopklods for, om folk køber dagligvarer online. Men det er ikke et problem her.«

At det er Netto, som kaster sig ind i at sælge dagligvarer på nettet, får også stor betydning for satsningen.

»Netto-brandet kender alle, de fleste kender deres varer, og Netto signalerer, at priserne er i bund. Vi danskere går op i pris, så det er klogt af Salling Group, at de vælger at lancere det her med Netto fremfor Føtex eller Bilka,« siger Dorte Wimmer:

»Men det er klart, at det kommer til at betyde meget, om det fungerer med det samme. Meget afhænger af, om det hele kører fra starten. Det skal eksekveres effektivt.«

I dag er det kun to procent af dagligvarehandlen, som foregår online.

Begge eksperter mener dog, at Nettos indtog på dagligvaremarkedet på nettet vil rykke ved det tal.

Ingen af dem har dog lyst til at spå, hvor meget det helt konkret vil rykke.

»Det kommer nok ikke til at betyde, at alle pludselig køber dagligvarer på nettet, men i og med, at det er Netto, der går ind i markedet, så vil det nok rykke noget,« siger Flemming Birch:

»De mener det her alvorligt, det er der ingen tvivl om. Og når Danmarks største supermarkedskæde begynder at sælge varer online, vil det alt andet lige få flere til at købe dagligvarer på nettet.«

Netto har meldt ud, at de allerede fra den 10. september åbner tjenesten Fillop.

Her vil det dog kun være et relativt lille antal brugere, som får adgang.

De skal fungere som testere.

Fra starten af 2020 forventes tjenesten at være åben for alle.

Salling Group forventer at få omkring 50.000 kunder ind i folden inden for et år.