FC Barcelona har - ifølge spansk avis - som så mange andre europæiske storklubber meldt sig ind i Kasper Dolberg-fanklubben.

Den 19-årige danske Ajax-komet spillede søndag en pragtkamp hjemme mod ADO Den Haag med mål, assist og saksespark på overliggeren. Dermed satte han en stopper for den mindre scoringskrise, han havde befundet sig i, og understregede igen, hvorfor han er en af de hotteste unge spillere på den europæiske fodboldscene lige nu.

Foto: STANLEY GONTHA
Vis mere

Siden debuten i sommer har Kasper Dolberg opbygget en pæn forsamling af beundrere - på rygteplan meldes klubber som Manchester City, Borussia Dortmund og Juventus interesseret i den danske angriber. Og nu slutter endnu en gigant sig til gruppen.

Ifølge spanske Mundo Deportivo har selveste FC Barcelona sat Dolberg på indkøbslisten. Avisen skriver, at Barcas sportsdirektør, Robert Fernandez, flere gange har været til stede på Amsterdam Arena, hvor han har fulgt Dolberg på tætteste hold. Og Fernandez kan lide, hvad han ser.

FC Barcelonas transferplaner er p.t. på standby, indtil det besluttes, om Luis Enrique fortsætter som træner. Der skulle ifølge Mundo Deportivo kun være ét konkret ønske på blokken indtil videre - en angriber. Og her står Dolberg blandt kandidaterne.

FC Barcelona vandt onsdag aften den første af to pokalsemifinaler mod Atletico Madrid. Se de to super-scoringer af Messi og Suarez herunder:

 
Der var både flotte og kontroversielle mål i 2-1 opgøret mellem Atletico Madrid og Barcelona i Copa del Rey.
Vis mere

Men den catalanske avis, der som regel er meget velinformeret om regionens storklub, spekulerer også i, at FC Barcelona finder en anden løsning for at friste Dolberg, der sandsynligvis vil være bekymret i forhold konkurrencen om spilletid i så stor en klub.

»En sandsynlighed vil være, at de køber Kasper Dolberg til sommer og lejer ham ud til Ajax i endnu en sæson,« skriver det spanske medie.

Danskeren har indtil videre scoret 12 mål for Ajax i denne sæson.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar til Barcelona-rygtet fra Kasper Dolbergs agent, Jens Steffensen.