Den engelske avis The Guardian skriver, at Nicklas Bendtner og resten af Nottingham-spillerne er i oprør over klubbens ejer, der ikke betaler løn til tiden. Spillerne har overvejet en strejke.

BT kunne i sidste uge fortælle om det kaos, der hersker i Nicklas Bendtners nye klub. Og nu kommer der nye lag til historien. I centrum er som ofte klubejer Fawaz al-Hasawi, der er i strid modvind blandt klubbens fans.

Senest tog sportsdirektør Pedro Pereira sit gode tøj og gik efter blot fire måneder i klubben på netop grund af klubejer Fawaz al-Hasawi styring af klubben.

The Guardian skriver, at det er blevet så slemt, at al-Hasawi har holdt et oprør blandt Bendtners holdkammerater nede. Spillerne er rasende på ejeren, fordi de ofte oplever, at lønnen ikke kommer til tiden samt at deres aftalte bonusser ikke bliver udbetalt. Senest skete det i landskampspausen for to uger siden, at pengene ikke kom til tiden. Men her stopper det ikke.

al-Hasawi har længe forsøgt at sælge klubben, og i øjeblikket forhandler han med et amerikansk konsortium om et muligt salg. Og det er hans økonomiske krav, der kan skabe mere kaos i spillertruppen.

al-Hasawi vil gerne sælge 80 procent af klubben for omkring en halv milliard kroner mod, at han ikke skal yde mere finansiel hjælp i fremtiden. Dermed kan han potentielt tage 20 procent af Forests fremtidige indtjening ned i egen lomme uden at bidrage med andet end sin tilstedeværelse. Men værst af alt set fra spillernes syspunkt vil al-Hasawi have indført en ekstraordinær klausul i salgsaftalen, så han har ret til spillernes bonusser.

Det er ikke en udmelding, som spillertruppen vil tage godt imod, mener The Guardian, da frustrationen over ejeren har nået nye højder. I landskampspausen, hvor lønnen senest ikke kom til tiden, krævede spillerne et møde, så de kunne sætte ord på deres frustration overfor klubbens ledelse.

Spillerne diskuterede endda også internt, om de skulle strejke fra træningen, men valgte i sidste ende at lade være, da de ifølge avisen mente, det var bedst at forblive professionelle.

Desuden spekuleres der i manager Philippe Montaniers fremtid. Ejer al-Hasawi har ikke verdens største tålmodighed, mens et ejerskifte også kan betyde et farvel, hvis en ny ejer vil sætte sit eget hold.

Derfor er det alt andet end ro i Nicklas Bendtners nye klub, som han underskrev en to-årig kontrakt med i starten af september. Danskeren er i øjeblikket skadet og må se til fra sidelinjen de næste 3-6 uger.

Og her kan han så se en klub i kaos.

The Guardian skriver, at de har været i kontakt med al-Hasawis advokater, der ikke har noget at indvende mod tallene i artiklen uden at kommentere nærmere.