Blot én måned efter Nicklas Bendtners skifte til Nottingham Forest er én af hovedpersonerne bag købet af danskeren væk. Og endnu én kan meget vel snart følge efter.

Nicklas Bendtner er uforvarende blevet fanget i et virvar af kaos i sin nye klub Nottingham Forest. Da angriberen i september skrev under på en to-årig kontrakt med klubben, var det med henblik på at få gang i karrieren igen i rolige omgivelser. Sådan ser det ikke ud lige nu.

BT kan nu fortælle om en klub i komplet kaos. Bag kaosset står ejer Fawaz al-Hasawi.

Han har længe forsøgt at sælge klubben, og alt så ud til at falde på plads, da den græske Olympiakos-ejer Evangelos Marinakis stod klar til at overtage denne sommer.

Kontroversielle Marinakis er efterfølgende blevet genstand for en omfattende UEFA-undersøgelse om match-fixing og korruption, og det har gjort ejerskiftet mere end tvivlsomt.

Handlen var ellers så godt som færdig, og derfor fik Marinakis også indflydelse på ansættelsen af både en ny sportsdirektør samt træner. Her faldt valget på henholdsvis portugisiske Pedro Pereira og franske Philippe Montanier.

Netop de to spillede en hovedrolle i indkøbet af Nicklas Bendtner, hvor især portugisiske Pereira gjorde alt i sin magt for at få danskeren til klubben, som BT tidligere har fortalt. Allerede i sommeren 2015 ville han have Bendtner til Fiorentina, hvor han dengang var ansat.

I denne uge sagde Pereira op.

Det skete ifølge BTs oplysninger efter en magtkamp med ejer Fawaz al-Hasawi. Portugiseren havde forventet at arbejde under Marinakis, men grundet det fallerede ejerskifte måtte han tvunget arbejde med al-Hasawi. Kommunikationen mellem de to parter var ikke-eksisterende til sidst.

De havde forskellige opfattelser af, hvor Nottingham Forest skulle hen i fremtiden. Faktisk forsøgte Pereira at sige op allerede, efter transfervinduet lukkede i slutningen af august, og efter at han havde sikret sig handlen med Nicklas Bendtner. Dengang blev opsigelsen ikke accepteret. Det gjorde den så i denne uge.

Snart kan den franske træner Montanier også være fortid. Han er uden sejr i de seneste seks kampe inden aftenens opgør mod Birmingham, og al-Hasawi, der ikke er kendt for sin store tålmodighed, kan meget vel snart kaste franskmanden på porten, hvis ikke det ændrer sig hurtigst muligt. Under alle omstændigheder kan lunten være kortere i og med, at Montanier – som Pereira – er et levn fra Marinakis’ næsten-overtagelse.

Generelt er ejer Fawaz al-Hasawi en meget upopulær mand især blandt klubbens fans. Kilder omkring klubben beskriver ham som værende desperat efter at sælge Nottingham Forest. I øjeblikket forhandler han med et amerikansk konsortium om en overdragelse af klubben.

Undervejs er presset og frygten for at blive underløbet taget så meget til hos manden fra Kuwait, at det blandt andet førte til magtkampen med Pereira. Nu spekulerer fansene i, hvem det næste offer bliver. Mange peger på Montanier.

Dermed kan de to hovedrolleindhavere i Bendtners skifte være fortid i klubben blot en måned efter danskerens ankomst. Montanier havde lange samtaler med Bendtner inden skiftet og sendte i sidste ende tommelfingeren opad for, at danskeren var klar til en ny chance efter tiden i Wolfsburg.

Bendtner er klubbens højst lønnede spiller med omkring 12 millioner kroner om året samt en af holdet mest populære spillere. Derfor burde hans position langtfra være truet, men man kan aldrig gardere sig imod en ny træners blik på truppen, hvis det skulle komme så vidt.

Fredag aften skal Bendtner og resten af Nottingham-holdet forsøge at vende skuden mod Birmingham på hjemmebanen City Ground, klokken 20:45.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Philippe Montanier samt Pedro Pereira.