De danske VM-chancer fik et lille nip i halsen med en bleg og blodfattig nulløsning på Draculas 'hjemmebane' i Rumænien.

Der var nok at sætte tænderne i. Og der var nok grunde til at få blodet til at flyde.

Med en sejr i den rumænske region Transsylvanien, hvorfra legenden om Dracula udspringer, kunne Danmark have overtaget den playoff-udløsende andenplads i VM-kvalifikationsgruppe E. Men danskerne spiddede ikke den store mulighed. I stedet sender nulløsningen i Rumænien de rød-hvide ned i et regulært hundeslagsmål om den vigtige placering bag suveræne Polen.

SE KARAKTERERNE TIL DE DANSKE SPILLERE OG LANDSTRÆNEREN HER

Spillet var ikke godt, men det samme gjaldt modstanderen i en kamp, der ikke går over i historien. Overraskelserne stod ikke i kø. De var brugt allerede før kampen.

Åge Hareide overraskede nemlig med sin opstilling, hvor han ud over at være tilbage i den 3-5-2-formation, han startede sin landstrænertid i, også havde rykket Christian Eriksen frem lige bag Andreas Cornelius i angrebet. På Eriksens vante plads på den centrale midtbane spillede i stedet formstærke Lasse Schöne, mens Jannik Vestergaard var taget til nåde oven på efterårets nederlag i Polen, hvor han blev ædt levende af superangriberen Robert Lewandowski.

Hareide rev ikke sin mest kreative spiller frem af ren lyst. Nordmanden var tvunget ud i nytænkning og alternativer, efter både Kasper Dolberg og Nicolai Jørgensen i løbet af ugen forlod landsholdslejren med småskader. På den uvante plads havde Eriksen færre boldberøringer end normalt, men til gengæld kunne han vandre efter behag.

Præcis som Dracula kan få hårene på armene til at rejse sig, var den danske start hårrejsende. Usikkerheden florerede i den bageste kæde, Lasse Schöne fandt sig ikke til rette på midtbanen, og forrest efterlod Christian Eriksen for ofte Andreas Cornelius ’alene hjemme’, når han trak ned mod sin vante plads.

VM kvalifikationskamp mellem Rumænien-Danmark i Cluj, Rumænien søndag d.26 marts 2017. Danmarks Christian Eriksen. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
VM kvalifikationskamp mellem Rumænien-Danmark i Cluj, Rumænien søndag d.26 marts 2017. Danmarks Christian Eriksen. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

De mange problemer resulterede i alt for mange boldtab, og efterhånden som 1. halvleg skred frem, fandt hjemmeholdet også ud af, hvordan man skaber chancer mod en skrøbelig dansk defensiv. Men heldigvis var rumænernes muligheder både sporadiske og middelmådigt eksekveret.

Netop middelmådigt eksekveret blev Danmarks eneste mulighed før pausen desværre også. Kort før dommeren fløjtede spillerne i omklædningsrummene, fandt Christian Eriksen sig selv fri foran det rumænske mål, men som en bouillonterning på det danske spil, hamrede Tottenham-stjernen sin afslutning langt over mål.

Han rejste sig imidlertid for en kort bemærkning, manden fra Middelfart. Når Eriksen spiller godt, bliver Danmark farligere, og i minutterne efter pausen fik den nyslåede angriber spidset støvlen. De rød-hvide fik også muligheder, men hverken Eriksen selv eller Mathias ’Zanka’ Jørgensen, der i pausen erstattede en hovedskadet Simon Kjær, kunne lave tatar ud af Tatarusanu i det rumænske mål.

Desværre gør en svale ingen sommer og én chance ingen vinder. Ikke på det danske landshold. Danskerne mistede grebet, og da ’Zanka’ efter en times spil mistede bolden i eget spil, var de rød-hvide ved at kløjs i Cluj. Kun en stor redning fra Kasper Schmeichel holdt målmandshandsken under ’Zanka’ og det danske mandskab, der i de efterfølgende minutter fik store vanskeligheder trods en modstander uden iøjnefaldende kvaliteter.

Netop rumænernes mangler sørgede for, at kampen den sidste halve time åbnede yderligere op med bølgende spil fra ende til ende.Danskerne var bedst i denne periode, men skarphed var imidlertid en mangelvare. Også hos danskerne, der blandt andet spillede sig frem til fine muligheder til indskiftede Martin Brauthwaite og Mathias ’Zanka’ Jørgensen endnu engang.

Kampen i Rumænien sluttede med status quo. Det samme synes at være tilfældet for Danmarks chancer for en plads ved næste års VM-slutrunde.

Herunder kan du se, hvordan det gik minut for minut i kampen.