Ejeren i Nicklas Bendtners klub, Nottingham Forest, har ifølge den engelske avis The Guardian opstillet ekstraordinære krav til de potentielle købere af den engelske traditionsklub.

Der hersker mildt sagt uro i Nicklas Bendtners nye klub. Ikke mindst på grund af den kuwaitiske ejer Fawaz al-Hasawi. Klubbens fans er utilfredse med måden, han driver klubben på, og spillerne skulle angiveligt også have overvejet at strejke på grund af manglende løn.

Senest tog kaosset til, da sportsdirektør Pedro Pereira netop på grund af den kontroversielle ejers styring af klubben forlod sin post efter blot fire måneder.

Det har længe været kendt, at al-Hasawi efter fire år i spidsen for Nottingham Forest forsøger at sælge klubben. Det er ikke lykkedes endnu, og det kan der være en god grund til.

Ifølge The Guardian vil han have 50 millioner pund (ca. 415 millioner kroner) for 80 procent af klubben, og samtidig vil han have 20 procent af det fremtidige overskud uden selv at skyde flere penge i klubben.

Det vil ifølge det engelske medie svare til, at al-Hasawi modtager 480.000 pund (ca. 4 millioner kroner) om året, mens han altså ikke selv har noget på spil. Det svarer til 21.000 pund (ca. 175.000 kroner) om ugen. Alt imens en gennemsnitlig spillerløn i klubben angiveligt ligger på 12.000 pund (ca. 100.000 kroner) om ugen.

Ved en eventuel oprykning vil den kuwaitiske ejers krav ifølge avisen få hans årlige løn til at stige til 1,08 millioner pund (ca. 8,2 millioner kroner).

Sent onsdag aften var Fawaz al-Hasawi via en officiel meddelelse fra Nottingham Forest ude at benægte de oplysninger, som The Guardian har bragt.

»Jeg er opmærksom på de rygter om en investering i klubben, som The Guardian for nylig har offentliggjort.

»Jeg kan bekræfte, at de offentliggjorte informationer var forkerte, og mine advokater har bekræftet, at der ikke har været kontakt mellem dem og avisen.

»Detaljerne omkring en mulig investering er - og vil forblive - fortrolig, og klubben vil ikke kommentere på dette emne. Sagen er nu givet videre til mine advokater, hvorfor det på nuværende tidspunkt ville være upassende at kommentere yderligere,« lyder det fra den kuwaitiske ejer.

Nottingham Forests presse- og kommunikationschef, Ben White, fortæller, at klubben ikke har svaret på The Guardians informationer.

»Efter en samtale med journalisten angående de informationer, jeg har fået, kan jeg bekræfte, at der fra klubbens side ikke er blevet givet et officielt svar på de rygtede beskyldninger eller tal. Klubben vil ikke kommentere yderligere på sagen.«