Få forklaringen: Derfor fik hun lov til at leve

Søndag efter Søndag er der blevet gættet på livet løs rundt om i de små stuer.

Gennem ti søndage har Forbrydelsen - for tredje sæson i træk - tryllebundet Danmark. Forvandlet landet til et folk af politiefterforskere. På jagt efter spor. Hver en bemærkning, hvert et blik, hver en lille handling er blevet analyseret. Var det et tegn? Var det morderen?

Men der er næppe mange, der havde forudset, at Lund selv skulle ende som en af dem, hun har brugt et langt tv-liv på at jage: En morder på flugt!

Men for kvinde inde i Sarah Lund, Sofie Gråbøl, var afslutningen den helt rigtige.

- Jeg synes, det er den rigtige slutning for Lund, fordi hun ender med at betale den højeste pris. Alle muligheder for personlig lykke var endelig til stede, men hun var nødt til at forfølge sin sag til den bitre ende, siger hun til BT. At hun ender med at skyde Niels Reinhardt er kun naturligt. Uundgåeligt.

- Det eneste alternativ ville være et kompromis, der lod morderen gå fri, og ikke kun fri fra straf, men fri til at fortsætte sit misbrug og mord på børn. Kompromisset har altid ligget hendes karakter fjernt, hun forsøgte det i starten af denne sæson, men det er ikke hendes natur. På den måde er slutningen af Forbrydelsen på en mærkelig måde en forløsning af Lunds sande natur og dermed hendes skæbne.

En af de ting, mange har gættet på, er, at Lund ville ende med at blive dræbt. Og det var da også meningen, at det skulle gå sådan, fortæller Gråbøl.

- Sørens (seriens forfatter, Søren Sveistrup, red.) oprindelige plan var, at Lund skulle miste livet til sidst. Jeg var selv stor tilhænger af den idé, nok mest fordi det ville sikre en endegyldig afslutning af Forbrydelsen. Lidt som at sterilisere sig, så man ikke kan få flere børn, ikke fordi man ikke elsker dem, man har fået, men fordi man har fået dem, man skulle have. Men da vi var ca halvvejs i forløbet, kom han og sagde, at han var i tvivl. Han syntes, det var for nemt at lade hende dø. Så var hun jo på en måde fri. Han ville hellere lade hende foretage en handling, der ville have forfærdelige og skæbnesvangre konsekvenser for hende. Det tog mig noget tid at indse, at han havde ret. Det har han irriterende tit. Det ville have været næsten barnligt demonstrativt at slå hende ihjel. Jeg synes, det er både trist, smukt og rigtigt at lade hende flyve ind i mørket til sidst.

- Der vil sikkert sidde nogen og synes, at sådan skulle det ikke slutte. Det ville der gøre, uanset hvordan vi endte det, siger hun.

Men at Sarah Lund ikke dør åbner naturligvis også op for spekulationerne om, om der kunne komme en sæson fire.

- Det gør der ikke. Denne gang er det uigenkaldeligt slut for Sarah Lund, siger hun. Men det har været svært, at sige farvel.

- Sidste dag (med optagelser, red.) var jeg rigtig ked. Vi har groet sammen i syv år. så det var som sidste skoledag, og jeg græd simpelthen på vejen hjem. Fordi det var vemodigt - men mest af udmattelse.

HVAD MENER DU? LEVEDE AFSLUTNINGEN OP TIL FORVENTNINGERNE? HAVDE DU GÆTTET PLOTTET? KOMMER DER EN NU FORBRYDELSEN? DELTAG I DEBATTEN PÅ BT.DK HER ELLER PÅ FACEBOOK HER

KØB BT I MORGEN OG LÆS ALT OM FORBRYDELSEN.

Læs blandt andet et stort interview med Forbrydelsens hovedforfatter, Søren Sveistrup.