Favoritten til DM-titlen i halv ironman fik søndag smadret sin drøm om hæderen og titlen som dansk mester, da en hidsig bilist, sendte drømmen i asfalten.

Efter utallige timers træning i sadlen, våddragten og løbeskoene var Henrik Hyldelund søndag klar til at erobre titlen som danmarksmester i halv-ironman, som blev kørt i Aalborg.

Alt gik da også som planlagt, indtil Henrik Hyldelund skulle foretage et højresving på sin triatlon-cykel. Kort efter svinget blev han ramt af enhver cyklist mareridt.

- Lige midt i mit sving, ser jeg en bilist, som kommer direkte imod mig i min vejbane. 5-10 meter efter svinget støder vi frontalt ind i hinanden, og jeg ryger over kølerhjelmen og videre ned på asfalten, forklarer Henrik Hyldelund selv, der lå forrest i løbet, da hans DM-drøm blev kørt i asfalten af en hensynsløs bilist.

Bilisten skulle være holdt tilbage ved en bom, der var sat op i hans side af vejen for netop at få bilister til at holde tilbage for deltagerne i løbet.

Men det valgte han at se bort fra, og han fortsatte i stedet over i modsatte vejbane, hvor han først mødte en motorcyklist, som havde til opgave at beskytte Henrik Hyldelund.

Læs også:æ Rapport afslører: Disse trafikanter bliver ramt i trafikken

BT har været i kontakt med motorcyklisten, der kørte foran Henrik Hyldelund for netop at beskytte ham mod bilister. Han forklarer, at han måtte undvige bilisten, der derefter fortsatte frem med fuld fart mod triatleten, der lå bagved og kæmpede sig frem. Henrik Hyldelund vil dog ikke selv vurdere, om bilisten kørte ham ned med vilje.

- Om det er bevidst eller ej, det har jeg svært ved at vurdere. Men der var rigtig mange, der har forsøgt at få ham til at holde tilbage, men det havde han åbenbart ikke tålmodighed til. Men om det var fordi, han ikke var særlig skarp og ret så egoistisk og bare ville videre, det skal jeg ikke kunne sige, siger han og uddyber:

- Som jeg husker det, så ligger jeg på jorden, og så hører jeg, at han siger; 'Der er fandeme ingen, der skal bestemme, hvor jeg må køre', og så kører han videre uden at stige ud af bilen eller noget, siger en chokeret Henrik Hyldelund, der dog gør det klart, at han stiller op til DM i halv ironman igen næste år. Det skal ingen bilist skræmme ham fra, selvom han er rystet efter ulykken.

- Det har været en blanding af chok og skuffelse, for jeg ville rigtig gerne have vundet DM, og det havde jeg gode muligheder for, og så får jeg frataget chancen for at vinde uden selv at have haft indflydelse, det har været rigtig træls. Men jeg har kun fået nogle blå mærker på kroppen, men ikke noget alvorligt, siger han om ulykken til søndagens DM, der i stedet blev vundet af 20-årige Thomas Strange.

Da BT fanger ham mandag, mener han selv, at han kunne være fortsat i løbet, hvis det ikke var fordi, den bagerste gearskifter på hans cykel blev ødelagt i den voldsomme ulykke. Henrik Hyldelund regner dog med at have sin cykel klar igen til august, så han kan deltage i en hel ironman i København.

Henrik Hyldelund har mandag anmeldt ulykken til politiet, som skal prøve at finde frem til bilisten, der kørte Henrik Hyldelund ned søndag. Han opfordrer på sin hjemmeside bilister og cyklister til at passe på hinanden i trafikken.

Fotograf Henrik Hansen fangede hændelsen. Se hele sekvensen her: