Da den populære skuespiller og tv-vært Peter Mygind søndag blev indlagt med flere blodpropper i lungerne, var hans tilstand temmelig alvorlig.

Peter Mygind faldt om foran indgangen til Gentofte Hospital. Til alt held satte en forbipasserende læge straks i gang med hjertemassage, hvilket kan have reddet Myginds liv.

»Jeg hører denne her mand råbe mit navn. Jeg vågnede op og var selvfølgelig enormt omtumlet. Jeg blev indlagt til undersøgelse med det samme. De fortalte mig, at jeg nærmest havde haft en lille flok blodpropper i lungerne. Jeg fik foretaget en CT-scanning. Det var selvfølgelig et kæmpe chok i sig selv. Desuden slog jeg ansigtet mod asfalten og fik nogle sår. Jeg var væk i nogle sekunder, hvor mange ved jeg ikke.

Han opsøgte selv hospitalet søndag eftermiddag, da han blev ramt af kraftige smerter i det ene ben. To gange tidligere er Mygind blevet ramt af blodpropper i benene, og derfor vidste han, at det var nødvendigt at søge læge.

Godt, at det skete på hospitalet, nu det åbenbart skulle være!?

»Jeg tør næsten ikke tænke den tanke til ende. Hvis det var sket lidt tidligere, havde jeg været alene i lejligheden. Ingen ved hvor længe. Der er én, der passer på mig. Den tanke har også strejfet mig,« siger Mygind, der i første omgang meget gerne vil i kontakt med manden, der gav ham hjertemassage.

»Jeg prøver lige nu at finde ud af, hvem han var. Han skal have en stor tak og et kæmpe kram,« siger Peter Mygind.

»Og så skylder jeg det fantastiske personale en stor tak,« siger Mygind, der fortsat er indlagt på Gentofte Hospital og allerede mandag var ude at gå en tur.

LÆS OGSÅ: BT Plus har dykket ned i forskningen i nærdødsoplevelser og mødt Jacob Hansen og Rune Fagerheim, der begge har prøvet at dø.