I det nyeste nummer af Se&Hør udtaler forfatter og kongehusekspert Søren Jakobsen, at han ikke mener, at grevinde Alexandra vil lande en toppost eller gøre comeback som international forretningskvinde.

Hendes uddannelse er nemlig for længst forældet samtidig med, at hun ikke har været erhvervsaktiv, siden hun blev gift med prins Joachim. Hun er derfor ikke attraktiv til en toppost, lyder vurderingen.

»Hvis hun bare sådan kunne gå ud og få et godt job, tror jeg, det allerede var sket, men det tror jeg slet ikke, hun er interesseret i,« siger han til ugebladet. Søren Jakobsen har bl.a. skrevet bøgerne ’Overklasseliv’ og ’Overklassemagt’, som går bag kulisserne hos de rige og kongelige.

En anden kongehusekspert, historiker Jes Fabricius Møller ved Københavns Universitet, mener også, at det kan blive svært for eksprinsessen.

»Det er jo vanskeligt at komme ind på jobmarkedet, når man har været ude så længe, men man må selvfølgelig formode, at hun har et stærkt netværk i de højere lag af samfundet, og det kommer hende jo nok ikke til skade,« siger han til BT.

I juni i år meddelte Alexandra, at hun fra 2020, når den yngste prins Felix fylder 18 år 22. juli, vil frasige sig sin årlige apanage på 2,3 millioner kroner, som hun har modtaget siden skilsmissen med prins Joachim i 2005. Det betyder, at det igen kan blive aktuelt at begynde jobsøgning.

»Så længe hun får årspenge, kan de ikke nydes uden for landets grænser, men når det stopper, er der jo rig mulighed for, at hun kan få sig et job i udlandet. Men det kommer nok an på, hvor stærkt hendes netværk er der,« siger Jes Fabricius Møller.

Grevinden er i dag protektor for en række organisationer, herunder Dansk Blindesamfund og UNICEF, og så har Alexandra erobret en bestyrelsesplads i det schweiziske medicinalfirma Ferring Pharmaceuticals.

Og måske det i sidste ende er arbejdet her, der skal bane vejen for en civil karriere. Det gav Lars Holmgaard, direktør hos Holmgaard Management, der headhunter ledere, managere og direktører, udtryk for i et interview i Se&Hør i juni i år:

»Hun er stadigvæk et godt brand i mange danskeres øjne. Jeg tror ikke, at det bliver til 2,3 millioner kroner om året. Men jeg tror sagtens, hun kunne få et vellønnet job til 100.000-150.000 kroner om måneden,« sagde han.

Grevinde Alexandra er uddannet inden for handel og økonomi på universiteter i Hongkong, Tokyo, London og Wien. Derudover taler hun også seks forskellige sprog, herunder dansk, tysk, engelsk, fransk, japansk og kantonesisk (kinesisk).

Da grevinden i 1995 blev gift med prins Joachim, var hun ansat i GT Management i Hong Kong, hvor hun de sidste to år arbejdede som vicedirektør.