Fredag kunne statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) meddele, at Grevinde Alexandra har fravalgt sig sin årlige statsydelse med virkning fra 2020, hvor hendes søn, Prins Felix, bliver 18. Og det er en beslutning, der tilsyneladende falder i god jord hos danskerne.

For kigger man kommentarfeltet igennem på de historier, som BT fredag skrev om Grevinde Alexandras beslutning om fremover at sige nej til statsydelsen, så lader der til at være overvejende enighed om, at hun burde have gjort det for længst.

'Det var på tide. Hvis hun ska' ha penge så må det være fra sin exmand.'

'Hun har nydt godt af at være en del af nassermiljøet, de riges samfudskasse'

'Det var sq da også på tide. Hun skulle aldrig have haft noget, og hvis så skulle Jokke punge ud når han nu havde købt hende dernede'

Sådan lyder et lille udpluk af de knap 300 kommentarer, der er kommet i kølvandet på nyheden om Grevinde Alexandras beslutning. Fælles for flere af dem er således, at den 52-årige Alexandra skulle have taget beslutningen lang tid før.

Beslutningen kommer oven på flere års debat om, hvorvidt den tidligere prinsesse skulle have det årlige beløb på 2,4 millioner før skat, hvilket i sidste ende kan have gjort udslaget, vurderer kongehusekspert og lektor ved Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen.

»Der har været snak om, at hun havde fået meget ud af sit forhold til Joachim rent økonomisk, så her kommer hun og hoffet, for det må være aftalt, eventuel yderligere kritik i forkøbet,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Han peger samtidig på, at det i et stykke tid har ligget lidt i kortene, at der ville ske noget, eftersom kongehuset selv tidligere har meldt ud, at kun tronarvinger skal modtage penge.

»Årpenge har været noget diskuteret - netop også i forhold til de mange royale børn, og der var hoffet relavtivt hurtigt ude og sige, at det kun var de nærmeste tronarvinger, der skulle have, og det ser ud som et stykke rettidigt omhu, for grevinde Alexandras eneste aktie i Kongehuset er børnene, og derfor er der absolut en logik i det, men det er også meget proaktivt. Nu er der ikke nogen grund til at diskutere det længere, og grevinde Alexandra antyder, at hun er selstændig kvinde, der er erhvervsaktiv,« forklarer kongehuseksperten.

I er bare misundelige

I BT's kommentarfelt er det imidlertid ikke udelukkende negative kommentarer. Der findes også en lang række af BT's læsere, som har medlidenhed med Grevinde Alexandra og mener, at den megen negative omtale er et spørgsmål om misundelse.

'Forstår hende godt , så kan de få fred for pressen , den hetz hun er udsat for må ikke være rar.'

Hvor er det ynkeligt at læse så mange indlæg der har tilfælles at være så fulde af misundelse . Der er godt nok mange der går i så små sko , at skoene konstant må klemme forfærdeligt. Alexandra er mor til de to prinser som altså er arvinger til den danske trone , altså er Alexandra ikke en helt almindelig mor . Tror hun sommetider har ønsket hun var det , så hun var fri for at høre på alle dem der har så ondt i r... Så de har svært ved at sidde ned. Misundelse er roden til alt ondt i denne verden. Hvorfor ikke glæde sig over , at hun sikkert har haft råd til at give drengene et godt liv efter skilsmisser.

Selv om Grevinde Alexandra har frasagt sig årpengene, så fremgik det også af statsministerens udtalelse i går, at hun vild modtage det, der svarer til en tjenestemandspension den dag, hun ikke længer er erhversaktiv.

Det beløb er imidlertid væsentligt lavere end den nuværende ydelse.