I den tragiske konflikt om en meget syg 24-årig pige, K, har forældrene fået at vide, at deres datter er tvangsindlagt. Men det afviser regionens juridiske chef. Forældrene har ikke fået lov at se deres datter i et halvt år.

K mener også, at lægerne på Hammel Neurocenter slår hende ihjel. Det forklarede den ledende overlæge på Hammel Neurocenter i hvert fald til Ks forældre på et møde den 31. maj.

BT er i besiddelse af en optagelse fra mødet, hvor ledende overlæge Jens Gyring forsøger at forklare familien, at K, der har meget svært ved at tale, nu er i stand til at tale i hele sætninger. Her hiver han følgende eksempel op for familien.

- Hun kan og har hele tiden sagt ’I slår mig ihjel’. Det er en hel sætning. Punktum finale, lyder det fra lægen, hvortil pigens far Per Hansen spørger:

- Hvorfor kan hun så ikke få lov til at bestemme, om hun vil være hernede, Jens?

- Det har vi ikke spurgt hende om, svarer lægen og begrunder, hvorfor man ikke har spurgt pigen:

- Fordi hun er indlagt. Tvangsindlagt.

Disse udmeldinger bliver dog blankt afvist af Poul Carstensen, der er chef for Region Midtjyllands juridiske kontor.

- Jeg kan bekræfte, at patienten opholder sig frivilligt der. (På Hammel Neurocenter, red.). Hun er ikke tvangsindlagt. Uanset hvad Jens Gyring måtte have sagt, så har vi ikke nogen, der er der mod deres vilje, siger han og vil derudover ikke besvare yderligere spørgsmål om sagen.

Heller ikke ledende overlæge Jens Gyring er synderlig snakkesalig, da BT ringer til ham.

- Jeg har desværre ikke tid til dig. Jeg har patienter, siger han, inden røret lægges på.

En ulykkelig sag

Cheflæge Claus Thomsen fra Aarhus Universitetshospital, som de læger, der behandler K, hører under, ønsker heller ikke at udtale sig om optagelserne fra mødet.

- Det kan og må jeg ikke udtale mig om af hensyn til den her unge kvinde. Det, jeg kan sige, er, at det her er en meget ulykkelig sag, siger han.

Hvad synes du om, at hun har udtalt til jeres læger, at ’I slår mig ihjel’?

- Det kan jeg ikke udtale mig om.

BT har også forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Astrid Krag til sagen. Men heller ikke hun har nogen kommentarer.

Læs også: Derfor blev hun fjernet