Den tyske cykelsportsverden er blevet ramt af noget af et chok.

Den tidligere professionelle cykelrytter Andreas Kappes døde natten til tirsdag blot 52 år gammel.

Det skriver det tyske medie NGZ. Og dødsfaldet er kommet meget pludseligt, for Kappes var i fuld gang med at planlægge den 17. udgave af cykelløbet Tour de Neuss.

Mandag aften sad han og arbejdede på de sidste detaljer med formanden Stephan Hilgers, der tirsdag morgen fik beskeden om, at Kappes var død om natten som følge af en allergisk reaktion fra et insektbid, der med al sandsynlighed førte til hjertestop.

»Løbet finder sted som planlagt, selvom vi alle er meget kede af det,« siger Stephan Hilgers til NGZ og understreger, at det ikke ville være i Andreas Kappes' ånd at aflyse det.

Andreas Kappes var professionel cykelrytter fra 1989 til 2009, hvor han deltog i mange store løb - heriblandt Giro d'Italia.

En af dem, der stiftede bekendtskab med Kappes, da han var aktiv som cykelrytter, er danske John Carlsen, der tre gange har deltaget i Tour de France.

John Carlsen blev jagtet ind over fortovet af en bil under en træningstur.
John Carlsen blev jagtet ind over fortovet af en bil under en træningstur. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Han (Kappes, red.) var en af de gode tyskere på det tidspunkt, som jeg kørte på hold med sammen med, med en anden tysker, Remig Stumpf. Vi var de tre udlændinge hos Toshiba dengang. Kappes var en af de hurtige. Vi kørte ofte for ham i spurten, og han fik en masse gode placeringer,« siger John Carlsen til B.T. Sport.

Selvom det ikke er en, han har holdt daglig kontakt med siden, var det underligt for ham at se nyheden om, at Andreas Kappes er gået bort.

»Jeg kendte ham ikke meget andet end dengang, vi kørte på hold sammen. Og så følger man jo lidt med i, hvad der sker hen ad vejen. Jeg er ven med en del af dem, jeg har kørt med, på Facebook og følger lidt med i deres liv stadigvæk trods alt. Det var da lidt mærkeligt at se, at han pludselig var død. Og så af et insektbid. Det er bizart at skulle væk herfra på den måde,« siger John Carlsen.