Danmarks for tiden mest omtalte cykelrytter, Kasper Asgreen, lever en drøm hos Quick-Step. Selvom han savner at cykle ned efter en chokoladesnegl.

»Jeg var overhovedet ikke bedre end de andre fra start. Jeg var pivelendig.«

Dansk cykelsports helt varme navn, Kasper Asgreen, har ikke været et naturtalent. Det ved han godt.

»Det tog en del år, før jeg begyndte at lave resultater. Jeg syntes, at det var sjovt alligevel, men det var først i 2016, at jeg udrettede noget, der er værd at snakke om.«

De første mange år af Kasper Asgreens cykelkarriere var knap så succesfulde. Men det har han fået gjort noget ved. Flandern Rundt var en enorm succes for danskeren, hvor han opnåede karrierens hidtil største resultat, da han kørte sig til en sensationel andenplads. En placering, der kom ud af ingenting. Siden har den 24-årige dansker kaldt det for et resultat, der 'overgår alle hans forventninger'.

Talentet blev dyrket i den lokale cykelklub, hvor Kasper Asgreen begyndte at komme, efter han fik øjnene op for cykelløb.

»Vi ringede til Kolding Bicycle Club og spurgte: 'Hvad fanden gør man for at starte til cykling?'«

Kasper Asgreens citybike skulle lige skiftes ud med en racercykel, men det viste sig at være en ganske god investering.

»Jeg er stadigvæk medlem af Kolding Bicycle Klub og kommer stadig og kører med. Alle de gamle stoddere er der stadig. Når jeg har været af sted i to måneder, glæder jeg mig til at komme hjem og køre med dem. Bare trille ud og få en stor chokoladesnegl og en kop kaffe ude i bageren,« siger en smilende Kasper Asgreen.

Det virker, som om danskeren endnu ikke helt har vænnet sig til, at han kører på et af verdens største cykelhold. Men bevares, det er også gået hurtigt.

Den 27. marts 2018 blev det meldt ud, at danskeren havde sat sin underskrift på en kontrakt med det stjernespækkede hold Quick-Step. Og nu står danskeren altså med en andenplads i Flandern Rundt på cv'et efter knap et år som professionel.

»Jeg lever drømmen lige nu. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at gøre det her de næste 10-15 år, hvor jeg er en del af verdens bedste klassikerhold og kører alle de store løb her i foråret. Det sted, jeg allerhelst vil være lige nu, det er her. Jeg savner ikke noget, for det er det her, jeg har drømt om altid.«

Kasper Asgreen får da også lov til at leve sin passion fuldt ud. Livet på et professionelt cykelhold byder på flere rejse- end hjemmedage. I 2018 havde danskeren 206 dage ude, og i år har han nu været af sted siden februar.

Kaffe og kompromiser

Men livet langt væk fra familie og venner generer ikke den unge cykelrytter.

»Jeg synes ikke, at det er nogen udfordring at være væk hjemmefra. Jeg synes, at det er fedt.«

Men du går jo på kompromis med mange ting. Du kan jo ikke bare lige tage ud med gutterne eller komme til tante Emmas fødselsdag i weekenden.

»Nej, men det er så fint nok at slippe for,« svarer Kasper Asgreen og griner. »Jeg har tre brødre, og jeg kun været med til den enes konfirmation, men det gør mig egentlig ikke noget.«

Nomadelivet som cykelrytter er, modsat hvad mange måske tror, ikke ren luksus. Løb rundt i Europa og resten af verden bringer rytterne rundt på både flotte og lousy hoteller, hvor man ikke kan være sikker på kaffestandarden. Og Kasper Asgreen tør ikke satse. Livet er for kort til sur hotelkaffe to måneder i træk.

»Jeg har altid mit eget kaffegrej med,« siger Asgreen, der medbringer en lille håndkværn og en såkaldt aeropess med, når han rejser hjemmefra.

Cykelrytteren er en nørd. En kaffenørd.

»Jeg går meget op i mit kaffegrej derhjemme. Jeg kan godt lide at lege med forskellige kaffebønner og risteprofiler, smagsnuancer og temperaturer. Altså, hvor varmt en kaffe skal brygges, alt efter hvad det er for en. Det er meget nørdet,« erkender han.

Kasper Asgreen vandt guld ved U23-EM i enkeltstart.
Kasper Asgreen vandt guld ved U23-EM i enkeltstart. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad er din yndlingskaffe så?

»Den er naturligvis fra min kammerats risteri. De har en brazilian sweet collection, som han køber hjem en gang imellem. Den er lige et hak over den almindelige specialkaffe. Den koster lidt ekstra, men den smager fandeme godt.«

To dage før Flandern Rundt mødte B.T. Kasper Asgreen. Her blev Quick-Step-rytteren spurgt ind til, hvad hans største drøm er.

»Hvis jeg bare skal drømme stort, vil jeg gerne vinde Flandern Rundt og være verdensmester i enkeltstart og linjeløb.«

Bliver det på søndag (til Flandern Rundt, red.), at du vinder så?

»Det gør det nok ikke,« svarede han og grinede. »Det ville nok være et langskud.«

Som bekendt blev danskeren nummer to i Flandern Rundt. Et langskud var det ikke. Det kunne faktisk ikke være meget tættere på.