I vores familie har vi en tante Elly. Det vil sige, hun er ikke familie i blodets forstand, men hun er vores tante, fordi vi har valgt, at sådan er det. Og nu skal jeg fortælle hvorfor.

Da jeg var barn, havde Elly en grønthandlerbutik. Sådan en god gammeldaws en, der lå midt mellem mit hjem og min skole. Elly holdt øje med, at jeg kom godt over den store vej, og hun hjalp indimellem min mor med indkøb, hvis behovet opstod. Med tiden blev Elly og hendes mand, møbelpolstrer Vilhelm, vores nære venner. De havde ikke selv fået børn, men var fantastiske til at lege reservebedsteforældre – vi spillede ofte kort og til jul billedlotteri med skønne præmier gemt i Ellys store kurv.

Elly og Vilhelm var begge flittige mennesker. De holdt aldrig fri og rejste aldrig på ferie. De lagde fornuftigt penge til side til alderdommen og slog aldrig ud med arme og ben. En af årsagerne til, at de aldrig rejste, var, at Elly var bange for at flyve. Vilhelm ville derimod gerne ud at opleve verden, og den dag han gik på pension, sagde han, at nu ville han af sted, og så kunne Elly tage med eller lade være. Elly lod være.

Da Elly så fyldte 63, var der tilfældigvis en mulighed for at købe en flyvning henover byen. Det blev Vilhelms gave til sin kone. Og nu kunne hun ikke sige nej. Vilhelm havde jo fortalt så meget om sine rejser, at hun var blevet godt nysgerrig. Elly kom op i flyet og vel nede igen sagde hun: ’Var det bare det?’ Og dermed var sagen afgjort.

Sparepenge blev hevet op fra kistebunden, og jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg aldrig har kendt nogen, der rejste så meget, som de to gjorde i de kommende år. Vilhelm døde tragisk nok for otte år siden, men Elly har fortsat sine rejser. Vi får sms snart fra den ene side af jorden og snart den anden. Og må jeg tilføje, at Elly på tirsdag fylder 82!

Forleden dag sagde hun til mig: ’Husk at rejse sammen, mens I kan.’ Det sidder jeg så og funderer over nu. I skrivende stund er jeg nemlig om bord på et fly. Min mand sidder på et andet fly, og på et tredje sidder mine forældre med mine børn. Vi er alle af sted på en blanding af arbejde og ferie – på vej i hver sin retning – og for første gang har jeg været rædselsslagen for, at der skulle ske noget med et af disse fly.

Men Ellys pointe er såre klar: man skal huske at gøre ting sammen, mens tid er. Det er ikke alle, der har råd til at rejse, men så er der andre ting, man kan gøre og opleve med sin ægtefælle eller sine børn. Eller med andre i familien. Og her gælder det også dem, der – som Elly – ikke er familie af blodet. I det tilfælde må kærlighed gå frem for gener.

Lige præcis de to ting – kærlighed og gener – bliver sat på spidsen i dagens brevkasse, hvor en ung mand har fået mistanke om, at hans bror måske er resultatet af moderens affære for tre årtier siden. Skal han lufte sin mistanke? Læs brevet: Har min bror en anden far end mig? »