Kære Annette.

Jeg er en trofast læser af dine indsigtsfulde svar i BT. Jeg er selv i et alvorligt dilemma, som jeg ikke kan dele med andre. Men jeg tænker at du måske kan give mig et godt råd.

Det handler om at jeg nages af en mistanke om, at min lillebror er resultatet af en affære min mor har haft, og at han derfor i realiteten har en anden far, end han tror. Min mistanke bygger dels på, at vi ikke ligner hinanden særligt meget. Han er 190 cm høj, jeg er 176 cm. Jeg havde mistet det meste af mit hår, da jeg fyldte 30. Han har stadig alt sit hår efter han lige er fyldt 30 år. Jeg har haft det let i skolen og taget en lang videregående uddannelse. Min lillebror har haft det svært i skolen og har aldrig taget en uddannelse. Til sammenkomster er det ofte sket at folk ser lidt undrende ud, når vi siger at vi er brødre, netop da vi er så forskellige. Dels mener jeg at kunne huske, at min mor havde en affære i sommeren 1981, mens hun og jeg var alene af sted på en charterferie, mens min far blev hjemme og skulle passe det firma, han den gang havde. Min lillebror er født i foråret 1982, temmelig præcist 9 måneder efter den pågældende ferie. Jeg var dog kun 6 år gammel på det tidspunkt, så det er selvfølgelig ikke noget der er i frisk erindring.

Min opfattelse er, at min lillebror ikke nærer nogen som helst mistanke til, at vores far ikke er hans far. Og jeg ved da heller ikke, om jeg har ret i min anelse. Min mor er over 70 år.

Mit dilemma er (som du selvfølgelig nok har regnet ud) - skal jeg fortælle min lillebror om min mistanke? Skal jeg konfrontere min mor med det? Jeg tænker at min lillebror sandsynligvis vil blive meget ked af det. Min far vil blive knust. Min mor vil måske nægte alt. Og hvad vil jeg så have opnået med det. Så måske skal jeg bare holde min kæft med det. Eller fortjener min lillebror at vide sandheden og måske få mulighed for at opsøge sin rigtige far, inden det måske er for sent ?

Vh. en storebror


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Kære storebror!

Tak for dit brev, som gjorde meget stort indtryk på mig. Men du stiller i virkeligheden det forkerte spørgsmål. Det handler ikke om, hvorvidt du bør forfølge sandheden eller ej men snarere om 'hvorfor'. Hvad er dit motiv for at ville kende den fuldkomne sandhed? Hvis ærinde går du? Skal sandheden frem, koste hvad det vil? Nogle mennesker mener, at det at fortie sandheden er det samme som at lyve. Men hvad hvis sandheden ville starte 3. Verdenskrig? Hvad hvis sandheden ville ødelægge livet for de tre mennesker, du elsker allermest?

Jeg har gransket min hjerne og kan kun finde et eneste ædelt motiv fra din side. Og det skulle handle om, at din bror var syg og havde en medicinsk årsag til at ville kende til nogle stamceller.

Det undrer mig, at du ved, at din mor havde en affære, da du var seks år gammel, men jeg kan jo ikke modbevise det. Du ved selvfølgelig også godt, at fuldblods brødre også kan falde endog helt forskelligt ud. Men lad os nu bare alligevel antage, at sandheden er, som du tror. For det tilfælde er der flere ting at sige. Pkt 1. Din mor kan have haft 100 grunde til at have været utro. Pkt. 2 Det er udelukkende en sag mellem din mor og far, og måske kender din far til miseren - men hvorom alting er, så rager den sag ikke dig. Pkt 3. Hvis din mor har født en anden mands barn, så har hun været smerteligt bevidst om det. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor forfærdeligt hun har haft det i de ni måneder, hvor tvivlen har naget hende. For slet ikke at tænke på den konfrontation det må have været, hver gang hun har set på din bror. Kort sagt: Din mor er blevet rigeligt straffet. Tro mig.

Måske har tvivlen også ramt din far i ny og næ, men han har valgt den sandhed, at din lillebror er hans søn, og dermed har han (forhåbentlig) givet jer lige meget kærlighed. Af samme grund er din far også den sande far i din lillebrors verdensbillede. Hvad nytte skulle det da gøre at kassere den virkelighed alene for sandhedens skyld?

Hvis du overhovedet lufter din tvivl overfor din lillebror, så vil du drage en kile ned mellem jer. Du vil skabe et sår, som måske aldrig vil hele. Og hvad så hvis I fik vished for sandheden...og at den viste, at I rent faktisk ER brødre? Så ville mit spørgsmål i al evighed forfølge jeres forhold: Hvad var dit motiv for at kende sandheden? Ønskede du at ødelægge din bror? En bror som allerede havde nogle ar på sjælen efter en svær skolegang?

Nej, jeg tror, det handler om din egen nysgerrighed, hvilket i øvrigt er helt typisk for din alder. Du vil gerne have indsigt, og det har jeg stor respekt for. Men lige nu vil du have indsigt i noget, som dybest set ikke vedkommer dig. Havde dit brev imidlertid været formuleret af din bror, der tvivlede på sit ophav, så havde mit svar været ganske anderledes. Men han har ikke fundet anledning til at tvivle. Måske med god grund.

Jeg mener helt klart, at du skal pakke din teori sammen, glemme den og aldrig nævne den igen. Men skulle du (jeg tvivler) have en medicinsk anledning, så er der kun et at gøre: Du skal da gå til din mor og sige følgende: 'Mor, det jeg siger nu behøver du ikke kommentere, men jeg har denne mistanke... Hvis den har grobund i virkeligheden, så kunne du overveje at lave en lukket kuvert, som ligger hos en advokat for det tilfælde, at der nogensinde skulle blive brug for at kende et navn, når du engang er væk.'

Du skal naturligvis være klar over, at det vil kunne gøre din mor så vred og såret, at det ødelægger dit og hendes forhold. Igen: Er det det værd?

Du skal søge indsigt i dig selv. Det er sådan, du bliver et helt menneske. Bliv ved at stille spørgsmål til livet, men hold fokus hjemme hos dig selv. Ellers ender du ulykkelig.

Mine ord kan synes hårde, men de skal mere opfattes som omsorg både for din bror og for dig.

Annette