For dommerne i X Factor er det i aften, den afgørende kurs skal lægges. De sidste ni deltagere, som i de kommende uger skal optræde i liveshows i primetime på DR, skal udvælges.

Særligt Thomas Blachman kommer på en svær opgave i aftens program, og hele to gange må han knibe en tåre. I det ene tilfælde er der dog tale om glædestårer, når en ganske særlig audition gør et meget stort indtryk på den ellers så cool og kontante dommer.

xfactor

- Jeg har simpelthen længtes efter det her øjeblik, i jeg ved ikke hvad - længtes efter at opleve nogen, der kan røre mig på den måde dér, siger en rørstrømsk Thomas Blachman til sin meddommeren, Vinnie Who, efter den særlige audition i aftens program.

Blachman: 'Det er sindssygt'

Og det er bestemt ikke efter alle auditions, at Thomas Blachman tager så store ord i brug. Tidligere i denne sæson X Factor har Blachmans unge sangere fået at mærke, hvor lunefuld deres mentor kan være.

Men selvom det uden tvivl er med sitrende knæ og sommerfugle i maven, når de unge sangere stiller sig op foran Blachman på jobcentret i Gladsaxe i aften, ender det altså særdeles godt for i hvert fald én af dem.

xfactor

- Om man så bare er et menneske, der sidder på et jobcenter, er det meget meget rørende, at du kommer her og viser, hvad du kan. Ved du hvad, jeg synes, det er sindssygt. Det er sateme sindssygt. Tak for det, lød de rosende ord fra Blachman til stjernefrøet.

Se, hvem det er, der gør det store indtryk på Thomas Blachman, når de ni sidste deltagere findes i X Factor i aften klokken 20 på DR1.