Jackie Lyn Pajo, 27 år, fra Holbæk har tusindvis af fans på Youtube og Facebook, der er vilde med hendes sangstemme, og det skorter ikke på opfordringer fra venner og familie til at stille op i X Factor.

Men hun er på forhånd afskåret fra at stille op i køen af håbefulde talenter til DRs casting på mandag, fordi DR forlanger, at deltagerne enten er danske statsborgere eller har en permanent opholdstilladelse.

Jackie Lyn Pajo flyttede til Danmark sidste efterår. Hun boede i Thailand, hvor hun gennem to år har haft en karriere som sangerinde på et fire-stjernet hotel.

Det var her, hun mødte manden i sit liv, Brian Petersen, der arbejder som selvstændig med online-markedsføring og søgemaskiner.

- X Factor er en chance for at vise, hvad jeg kan, som en tak til min far og mor, der har trænet mig, siden jeg var to år, så jeg er meget ked af, at der ikke er noget håb for mig, siger Jackie Lyn.

Brian Petersen vil ikke opgive kampen for, at hans filippinskfødte kone kan få lov til at stille op.

- Jeg kan forstå, at man siger nej til polske landarbejdere, der kommer til Danmark for at arbejde i en begrænset periode og tager hjem igen. Men vi er gift og har ingen planer om at forlade landet.
 
Overtræder loven

Han har kontaktet centret for Dokumentation og Rådgivning om Racisme ( DCR.red), der har givet ham medhold i, at DR overtræder lovgivningen om ligestilling og racisme.

- Vi håber, at DR besinder sig, siger Niels Erik Hansen fra DCR.

- I vore øjne er der ikke en god og fornuftig forklaring på, hvorfor man forlanger en permanent opholdstilladelse til et underholdningsprogram. I stedet opstiller man et krav, der alt andet lige vil ramme etniske minoriteter og andre end indfødte danskere.

Leder efter en blivende stjerne

Han oplyser, at DCR vil rejse sagen i Klagenævnet for ligestilling, hvis ikke DR ændrer optagelsesproceduren.

- I X Factor kan du risikere at vinde, og så er der et længere perspektiv i det, hvor det kan tage flere år, før pladen kommer, så vi er nødt til at sikre os, at deltagerne er i landet under hele forløbet og i nogle år bagefter, fordi vi gerne vil lave en blivende stjerne, siger Jan Lagermand Lundme, DRs underholdningschef og ansvarlig for X Factor.

Han afviser, at der er tale om racediskrimination:

- Sådan er det ikke. Vi har haft rigtig mange deltagere af anden etnisk oprindelse i X Factor. Alle er velkomne i X Factor, men det kræver dansk statsborgerskab eller tidsubegrænset opholdstilladelse. X Factor er ikke omfattet af lov om forskelsbehandling, fordi der er tale om en konkurrence og ikke et job eller en situation, der svarer til erhvervsuddannelse.