Smag på navnene: Marius, Anders, Anton og Frederik. Tilsæt så en god portion charme, selvtillid, lækkert hår og gode sangstemmer. Voila så har man en vinder af ’X Factor’.

Det siger flere af dette års deltagere i ’X Factor’, da de bliver bedt om at pege på, hvem der er deres egen største konkurrent.

- Wasteland er vores favorit, fordi de har udseendet, de er unge fyre, og de vinder pigernes hjerter. Og de kan synge, lyder det samstemmende fra Anna og Lusana, som også er blandt Anne Linnets deltagere.

Hos de ’voksne’ deltagere over 24 år, er der også blevet skævet en del til de fire drenge med det gode udseende. Her bliver drengene især sammenlignet med det engelske boyband, One Directon, der blev sammensat af Simon Cowell i den engelske udgave af ’X Factor i 2010. Her opnåede de en tredjeplads.

- Umiddelbart ser det jo ud til, at Wasteland har en hel del fans, og det forstår jeg også godt. Det nye One Direction. Og så er de skidesøde, lyder det ærligt fra Amanda, der selv er blandt de klare favoritter til at nå helt til finalen i ’X Factor.

I det hele taget har de fire knægte allerede opnået at få flere tilhængere, selv om ingen endnu ved i hvilken retning, publikums smag ligger. Men kigger man på Wastelands facebook profil har knap 1.200 ’liket’ boybandet, mens knap 1000 taler om dem.

Og så tyder det også på, at det er blevet gruppernes tur til at gå hele vejen i programmet i stedet for at endnu en solist vinder. Det tror de fire knægtes coach, den musikalsk erfarne Anne Linnet, bestemt også. Hun har en stærk tiltro til, at hendes boyband kan gå - om ikke hele vejen - så meget langt i programmet.

- De drenge kan noget. De sprudler og bobler af energi. Det kan man mærke. Det vil også komme ud gennem skærmen, mener Anne Linnet, der har sammensat drengene ud fra deres klang og forskelligheder.

Hun afviser blankt, at publikum har fået nok af at se på kønne drenge, der synger kvikke popsange mens de charmerer publikum og stjæler pigehjerter i flok.

- Tiden er bestemt ikke løbet fra boybands. Tværtimod, er der brug for et nyt. Men det kommer helt an på, hvad man gør med dem. Og så er det jo op til mig at gøre det rigtige. Men jeg tror, vi har fundet noget, som er rimelig vildt med de drenge, mener den garvede sangskriver, musiker og producer.

Endnu er der ingen, der ved, hvordan 16-årige Marius fra Charlottenlund, 17-årige Anders fra Holstebro, 17-årige Frederik fra Ishøj og 15-årige Anton fra Århus kommer til at gøre sig sammen på ’X Factors’ legendariske scene.

Men i de indledende programmer har bookmakerne fulgt opmærksomt med i, hvem de synes, har klaret sig bedst.

- Wasteland kan vise sig som en overraskelse. I det hele taget har grupperne nu haft tid til at lære hinanden at kende og udvikle sig efter booth camp. Derfor er det ikke utænkeligt at eksempelvis Wasteland vil vise stor fremgang, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddssansvarlig hos Danske Spil og giver Wasteland odss 11.

Men hos Unibet og NordicBet giver man dog Wasteland væsentligt bedre odds. Her bliver gruppen placeret på en anden plads kun overgået af Amanda. Hos Unibet giver man Wasteland odds fem og hos NordicBet får de odss 5.50.