Vita klarede sig lige akkurat videre efter omsang fredag aften i årets X Factor. I den unge sangerindes første optræden var der åbenlyse problemer med teknikken. Efterfølgende fortalte Vita og hendes coach, hvad der var gået galt.

Få strofer inde i Vitas X Factor-performance fredag aften var det tydeligt, at noget var galt.

Vitas stemme lød falsk og den unge sangerinde ramte ikke musikken.

Efterfølgende blev hun mødt af kritik fra Remee og ikke mindst Thomas Blachman, inden Vitas coach, Sanne Salomonsen, afbrød Blachman og tog sin unge sangerinde i forsvar.

På et pressemøde efter fredag aftens program fortalte Sanne Salomonsen og Vita, hvad det præcis var, der var gået galt på scenen:

»Jeg kunne allerede fra start høre, at der var noget galt. Jeg kunne høre min egen stemme, men ikke musikken, så derfor tog jeg dem ud,« siger Vita med reference til de såkaldte 'in-ears', som musikerne har i ørerne for at høre musikken fra bandet klart og tydeligt under deres optræden.

»Det gik stærkt, da jeg opdagede, de ikke virkede. Og så nåede jeg bare at tænke, at de skulle ud.«

Stolt Salomonsen

Sanne Salomonsen var på trods af den hårde kritik fra de to andre dommere godt tilfreds med sin deltagers snarrådige ageren i krisetid.

»Jeg er super stolt af hende. Vi havde talt om det på forhånd, og hvordan hun skulle reagere, hvis hendes 'in-ears' ikke virkede. Og hun gjorde, som hun skulle og fandt tilbage på ret kurs igen. Det er super flot. Specielt fordi hun er så uerfaren. Jeg er en gammel ræv, så jeg havde bare hevet dem ud og sunget efter lyden i studiet, men det kræver øvelse,« siger Sanne Salomonsen, der forklarer, at fejlen lå hos DR.

Vita fik reddet sig nok en fredag aften med X Factor efter omsang med Sol & Christian, som måtte forlade programmet.