SPOILER-ALERT: I det følgende afsløres dele af, hvad der er sket i fredagens 'X Factor'-liveshow.

Det gik ikke helt som planlagt, da gruppen Place on Earth fredag skulle synge i kvartfinalen i 'X Factor'.

Mille havde en slange med noget væske i håret, som endte med at splatte ud i hendes ansigt, da gruppen var på scenen for at synge 'Pilgrim' af Fink. Det gik galt, da hun rørte ved sit eget ansigt - og fluks løb den blæklignede væske ud over hendes ansigt.

Heldigvis tog Mille det selv med oprejst pande.

»Gimmicken var, at Mille og jeg har nogle slanger, og der skulle løbe vand ned. Det har virket hver gang,« forklarede Kathrine på scenen.

Trods fejlen var dommer Sanne Salomonsen begejstret.

»Skatter, hvor er du dejlig med sort i hovedet,« sagde hun - og følger dermed traditionen med at kalde deltagerne for 'skat'.

Dommer Thomas Blachman, der har selv har dannet gruppen Place on Earth, tog ansvaret for floppet.

»Det virkede ikke,« erkendte han senere i showet.

Seere bemærkede også brøleren på Twitter. Mens en sammenligner det med malingangrebet på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), udtrykker den mangeårige DR-vært Alex Nyborg Madsen sin begejstring for gruppen.