Rasmus er den første deltager, der indspiller musik efter sin X Factor-exit. Patricia håber på Blachman.

På fredag skal årets X Factor- vinder kåres. Og den heldige får en pladekontrakt med Sony BMG og er dermed sikret en vej ind i musikbranchen. Men også de øvrige X Factordeltagere håber, at folk i musikbranchen har fået øjnene op for deres talent. Men indtil videre er det kun den 17-årige Rasmus, der røg ud af konkurrencen for 14 dage siden, der har fået et reelt tilbud. - Jeg er i gang med at indspille to sange i Michs (Cutfathers, red.) studie, lyder det fra Rasmus, der sammen med finalisterne Babou og Sarah udgør årets yngste kategori. De har dommer Mich Cutfather Hansen til mentor, og de tre unge deltagere har jævnligt været i dommerens private studie. Og her har Rasmus fået kontakt til de to producere Daniel Burn og Sebastian Owens.

Synger på dansk

- De spurgte mig, om vi skulle lave noget sammen. Og vi arbejder nu på højtryk for at få nummeret færdigt, siger Rasmus, der endnu ikke ved, hvornår det kommer på gaden.

- Men jeg kan garantere, at det bliver fed musik. Det er dansksproget, og folk bliver ikke skuffet, lover han og vil gerne holde yderligere detaljer tæt ind til kroppen. I hvert fald lidt endnu. Men han håber, at sangen kan føre til mere. Ikke mindst en pladekontrakt.

Krydser fingre

Den 33-årige Patricia, som fredag blev sendt ud af seerne, har heller ikke fået tilbudt en pladekontrakt endnu. Og det til trods for, at hendes mentor Thomas Blachman har udtalt, at hun er det største talent i den danske X Factor- historie.

Til gengæld krydser hun fingre for at arbejde sammen med Blachman i fremtiden.

- Jeg har ikke fået et decideret tilbud om en pladekontrakt. Men Thomas (Blachman, red.) og jeg snakker sammen. Og vi vil prøve at se, om vi kan lave noget. Men jeg er jo kun lige røget ud af konkurrencen, siger hun.

- Men jeg vil vildt gerne arbejde sammen med ham.