X Factor 2013 er skudt i gang. Programmet får hårde ord med sig fra tidligere deltager og nu X Factor-blogger Laura Kjærgaard.

Hver uge bliver X Factor anmeldt af tidligere deltagere. I denne uge var det Laura Kjærgaard, der i den første sæson af programmet fik en flot 2. plads, og siden har haft stor succes med gospelkor og optrædener landet over.

Men ifølge sin blog er Laura 'blevet klogere' siden hun havde sin ugentlige gang på sangscenen og virker i sin blog på X Factors hjemmeside kritisk overfor programmet. Blandt andet mener hun, at X Factor mere end noget andet handler om underholdning, og ikke så meget som ekstremt talentfulde sangere.

- Jeg vil slet ikke kommentere de gakkede indslag. Det er unødvendigt og har intet med musik at gøre - det er tv for underholdningens skyld - det har ALDRIG været min kop te! Folk, der kan snakke med fugle, ikke forbereder sig, er mentalt ustabile etc. Det er tåkrummende pinligt og spild af licenspenge og tid, skriver Laura Kjærgaard blandt andet om de ofte humoristiske indslag med deltagere, der ikke har helt styr på sangstemmen.

Den tidligere X Factor-stjerne lader ikke til at have meget tilovers for DRs fokus på underholdning i stedet for musik og talent.

- Mit gæt er, at hvis udvælgelsen gik udelukkende på talent og musik, så ville flere ekstremt dygtige mennesker melde sig til audition. Men det sker, ikke når det kan være så useriøst, skriver Laura og fortsætter længere nede i sit indlæg:

- Hvis man ser showet med underholdningsbrillerne på, så kan jeg godt se, at X Factor er et hit: Fredag aften, udsigt til weekend, Hr. og Fru Danmark har fået god mad og skal nu hygge med kaffe og søde sager, og så skal man underholdes. Men mit hjerte bløder og banker for musik, så jeg kan ikke helt sidde og se til med underholdningsbrillerne på - sorry!

Laura Kjærgaard anklager X Factor for ikke at være seriøse med udvælgelsen af deltagere og påpeger, at der endnu ikke er kommet 'en stabil pladesælgende vinder' ud af programmet. Til sidst understreger hun til de mange håbefulde sangfugle derude, at det at vinde X Factor næppe skaffer dig en karriere.

- X Factor er ikke for alle. Det er et springbræt, et visitkort, et punkt på dit CV, men det er ikke din karriere og udelukkende glamour og røde løbere. Det er først og fremmest et TV UNDERHOLDNINGS-show. Og måske derfor er der netop milevidt i mellem de virkelig potentielle talenter.

DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, svarer på Lauras kritik, selvom han endnu ikke har læst hendes blogindlæg.

- Jeg har et overordnet indtryk af, at Laura er glad for at have været med i programmet. X Factor er et underholdningsprogram, og det lægger vi ikke skjul på og vi forsøger ikke at bilde nogen ind, at de får en strålende karriere efter programmet. Vi lover vinderen en plade, men bagefter kommer det benhårde arbejde, siger han og fortæller, at meningen med programmet også er at give de håbefulde kommende sangere mulighed for et netværk indenfor branchen og se, om det er noget for dem.