Thomas Blachman er lidt af en personlighed. Det er de færreste formentlig i tvivl om efter et årti med den skaldede X Factor-dommer på skærmen. Ved fredag aftens finale bød Blachman på nok et mindeværdigt øjeblik.

Efter Place on Earth havde spillet deres første nummer, 'Wake Up' af Arcade Fire, og Remee og Sanne Salomonsen havde kommenteret præstationen, blev det Thomas Blachmans tur.

Under sin store ros af Place on Earth greb stemningen åbenbart Blachman, der rejste sig fra sin plads og gik over til et kamera.

Her lagde han hånden på linsen, mens talestrømmen fortsatte. Og så kom han med en opfordring:

»Børn, læg jeres hånd på skærmen, læg jeres hånd i min. I er fremtiden,« sagde Blachman.

Herefter fulgte en kort og præcis enetale om, hvordan vi alle bør tage hånd om samfundets børn - som Thomas Blachman fortalte, han har gjort gennem en årrække via sin tjans i X Factor - for de er fremtiden.

Blachmans tale blev taget vel imod i studiet. Men også på sociale medier kunne man hurtigt tyde en effekt af talen.

I sekunderne og minutterne efter Blachmans opfordring strømmede det ind med billeder af børn, med hænderne i Thomas Blachmans hånd på skærmen - hjemme i stuerne.

På få minutter var dusinvis af tweets med børn foran skærmen med hånden på Blachmans at finde.

Herunder kan du se et lille udvalg af de mange billeder: