Under et pressemøde i DR-Byen efter det femte X Factor-liveshow blev Morten Benjamin dårlig, og måtte eskorteres hjem i seng, uden om journalisterne.

Drama var der nok af i fredagens udgave af X Factor. Først sagde deltager Jean Michel farvel og tak. Da han gjorde det, blev hans sangpartner Nicoline Simone tvunget til at gøre det samme. X Factor-programmets regler siger nemlig, at den ene del af en gruppe skal forlade showet, hvis den anden gør det.

Og da showet var slut fredag aften, var det Morten Benjamins tur til at trække opmærksomheden. Ved et pressemøde umiddelbart efter showet var den unge sanger sløj, og vidner sagde, at det lignede at han haltede.

Lynhurtigt blev han sat ved et afsides bord. Her lagde en træt X Factor-deltager hænderne på lårene, og lagde ansigtet helt ned.

- Han er blevet syg. Faktisk har han skrantet lidt hele dagen, fortæller en kilde i DR.

- Men det er udelukkende fysisk, skynder vedkommende sig at tilføje.

Kort efter blev X Factor-deltageren eskorteret hjem i seng.