'X Factor'-værtinden Sofie Linde og DR Ultra-værten Joakim Ingversen er blevet forældre til en datter.

Det skriver Sofie Linde på sin Instagram-profil lørdag eftermiddag.

»Og så kom Trine,« meddeler hun.

Det er endnu uvist, hvem der skal være vært i stedet for Sofie Linde på de kommende liveshows i 'X Factor'.

DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme oplyser til BT, at Sofie Linde naturligvis ikke skal være vært i programmet på fredag, men at DR endnu ikke vil afsløre, hvem der skal være barselsvikar. Det vil blive offentliggjort mandag, oplyser han.

Tidligere har Jan Lagermand Lundme oplyst, at DR har en »udmærket plan B« i skuffen, og at han er sikker på, seerne synes om det.

Tv-værterne offentliggjorde også graviditeten på Instagram. Det skete i august, hvor de delte et billede med et trafikskilt med teksten 'Børn på vej'.

'Rettelse: BARN på vej. Det er ikke kun sovs, der gemmer sig under mit tøj for tiden. Vi skal være forældre - boom,' skrev 28-årg Sofie Linde.

Så sent som i fredagens afsnit af 'X Factor' meddelte Sofie Linde, at hun nu ville gå hjem og føde. Men da programmet er optaget noget i forvejen, er der dog gået noget længere end et halvt døgn fra programmet blev optaget til fødslen.

Sofie Linde og Joakim Ingversen ved ZULU Awards 2017. Vis mere

Trine er både 28-årige Sofie Lindes og 30-årige Joakim Ingversens første barn. De har været kærester siden september 2015, stod frem som et par et års tid efter og blev gift på Københavns Rådhus mellem jul og nytår sidste år.

Det var også lidt en praktisk foranstaltning, fortalte hun i 'Mads & Monopolet' i januar.

»Planen er jo stadig at holde et stort bryllup, men når man sætter et barn i verden, så er man nødt til at speede nogle af de der praktiske processer op for ligesom at sikre, at in case jeg dør, at Joachim så har ret til at passe det barn. 7-9-13.«

Parret lærte hinanden at kende som venner.

Remee, Sanne Salomonsen, Sofie Linde og Thomas Blachman ved pressemødet for årets X Factor. Vis mere

»Joakim og jeg har været gode venner i rigtig mange år. Så det her forhold kom bag på os begge egentlig. Der var rigtig mange drinks involveret. Og ja, så skete det bare. Jeg har aldrig prøvet at blive kærester med en bedste ven før,« sagde hun i et interview med ugebladet ALT for damerne.

Navnet Trine har Sofie Linde haft parat 'altid', fortalte hun i 'Mads & Monopolet' på DR P4 i oktober.

»Hun skal hedde Trine. Jeg har aldrig mødt nogen tarvelige, der hed Trine,« fortalte hun.

Sofie Linde har været vært på 'X Factor' siden niende sæson af 'X Factor', der løb over skærmen i begyndelsen af 2016. Om det bliver hendes sidste sæson som vært er uvist. Fra og med næste sæson fortsætter programmet på TV 2.