Den 22-årige Sigmund Trondheim fra Aarhus sikrede sig fredag aften en plads i semifinalen i 'X Factor'. Og han er helt sikker på, at han gør en forskel.

»Jeg ved, jeg er med til at flytte nogle opfattelser hos folk. Jeg får 1.000 beskeder om dagen på Instagram om, hvordan jeg har ændret folks liv,« siger den populære 'X Factor' deltager selvsikkert til BT efter fredagens show.

Han er helt bevidst om, at han 'larmer', men det er god grund til at gøre.

»Verden bevæger sig ind i en mega fed og spændende tid, hvor det bliver mere okay at være homoseksuel, og hvor der er mangfoldighed og flydende grænser mellem kønnene hos børn. Det, at jeg er med i X Factor bliver inspireret til at være mere åben og til at acceptere andre måder at leve på,« siger han, der fredag leverede en coverversion af Gnags' 'Danmark'. Tidligere i talentshowet sang han også Grethe og Jørgen Ingemanns evergreen 'Dansevise'.

»Vi burde have noget mere af det. Mere 80’er, Whitney Houston og hvad har vi. Jeg synes, 'Danmark' er vores svar på ‘Heal the World’ eller ‘Born this way’. Det rammer bare mit hjerte, og det er fra Sannes unge år, og det er så pissefedt. Det er magi. Og så rammer det også den ældre generation, der ikke er besat af Instagram og Ariana Grande.«

Men 'X Factor' skal også ramme de unge, erkender han.

»I næste uge kommer vi til at synge nye hits. Men det elsker jeg også,« siger den unge sanger, der trods sin egen popularitet på de sociale medier ikke er lutter begejstret for dem.

»Jeg synes godt, vi kan mangle fællesskab på grund af netop de sociale medier. I stedet for at snakke med hinanden om, hvordan dagen er gået, sidder vi og glor ned i mobilen. Det kan jeg godt blive lidt deprimeret over. Når jeg sidder i metroen, og jeg ser at alle sidder med deres telefoner, kan jeg godt spørge mig selv hvad der er galt med verden. Jeg ville nogle gange hellere sidde og sludre med folk,« siger Sigmund, som dog erkender, at man andre gange ikke lige orker småsnak.

»Hvis man uoplagt og føler sig grim, vil man jo helst bare gemme sig,« griner han.