Seerne fik sig lidt af et chok, da 'X Factor'-deltageren Andrew Murray faldt om på live tv, da han var gæst i 'Aftenshowet'.

Den 53-årige 'X Factor'-deltager skulle i slutningen af 'Aftenshowet' tirsdag forsøge at skråle så højt som muligt for at se, hvor højt han kunne nå på en decibel-måler.

Efter et par sekunders anstrengelse nåede måleren op på 105 decibel, men anstrengelserne sendte Andrew Murray en tur på gulvet . I klippet kan man se, hvordan hans ben ryster.

'Aftenshow'-værterne Lise Rønne og Ulla Essendrop var hurtige til at høre, om Andrew var okay. I sekunderne nåede han at sige ’nej, jeg er ikke okay’, inden han alligevel kom på benenet.

»Jeg tænkte, ’nej, hvor pinligt’. Det var ikke så imponerende. En rigtig mand var ikke besvimet,« sagde Andrew Murray til DR kort efter uheldet.

En kombination af stress og manglende mad fik den 53-årige deltager til at styrte i gulvet. Han havde tilbragt tirsdagen med sangtræning, koreografi og interviews. Andrew sagde dog kort efter uheldet, at han havde det fint, men at han ville være varsom i løbet af aftenen.