Nu afslører X Factor-dommerne Remee og Blachman, hvorfor de ikke talte sammen i flere år efter 2. sæson af DRs talentshow.    

Ikke kun på scenen foran kameraene rasede dommerkrigen mellem Remee og Blachman under X Factors sæson 2. Også ude bag kulisserne var der iskold luft imellem dem.

For første gang fortæller dommerparret i X Factor, hvad der gik så grueligt galt mellem, at der gik flere år, før de kom på talefod igen. Det sker i et X Factor optakstprogram, der bliver sendt lørdag aften på DR1.

Her løfter begge dommere sløret for deres opfattelse af dommerkrigen, som åbenbart blussede op i 2. sæson, da Remee dannede gruppen Alien Beat Club (ABC). Indtil da havde de været fine venner.

»Første sæson var god kemi hele vejen igennem. Ekstraordinær god kemi. Det gik galt i 2. sæson,« siger Blachman i programmet og forklarer videre:

»Remee fik grupperne og skulle vise, at det kunne han også gøre. Der var nogle regler, men de regler blev ændret på et tidspunkt, og det blev jeg meget belastet af.«

Det, han hentyder til, var, da Remee under sæson 2 dannede gruppen Alien Beat Club (ABC) af nogle af Blachmans vragede soloartister.

Det var aldrig sket før, og det medførte mildest talt stor utilfredshed hos jazz-artisten, hvis egen kategori af unge ikke nåede blandt de to sidste finalister. Det gjorde til gengæld ABC.

»Det var alle Thomas’ aflagte deltagere, og det ender med, at de lægger hele l***** ned og går hele vejen og tager alle hans ud. Han blev mere og mere indædt over, at han skulle sidde og se på de fire, han ikke havde taget med, bare udradere den kategori fuldstændigt,« forklarer Remee og griner.

Helt så konkret er Blachman ikke. Han medgiver dog, at fjendskabet blussede op og blev ubehageligt for alle.

»Vi blev pisse uvenner af alle mulige grunde. Meget, meget velberettigede grunde. Så der blev en form for indædt, knap så charmerende energi, og det gik fra at være ufatteligt sympatisk til ufatteligt usympatisk«.

Da den store finale i marts 2009 mellem Lina Rafns solist, Linda fra Færøerne, og Remees ABC-gruppe så oprandt, valgte seerne at stemme på Linda. Ifølge Remee var det kulminationen på Blachmans bitterhed over ABC.

»Til sidst var det bare ikke fair. Da vi ramte finalen, sad ham og skamroste Linda, som han havde svinet til hele sæsonen, og svinede i stedet ABC til. Det var så fejt, og det var på et unfair grundlag, de blev haglet ned på i finalen. Det var kun et spørgsmål om ego mellem Thomas og mig,« siger han, mens hans meddommer giver ham delvist ret. »Linda gik af med sejren, fordi jeg tror, folk var trætte af at høre på min og Remees dårlige stemning, og det er velfortjent,« siger Blachman.

Det var dråben for dem begge, og da finalen var overstået kom det ikke på tale at samle dommertrioen til en 3. sæson.

»Det var enten ham eller mig. Det var ikke noget med, at vi begge to kunne sidde en sæson til sammen. Det var uladsiggørligt,« forklarer Remee om sæson 3, som i stedet blev ledsaget af Soulshock og Pernille Rosendahl.

Det er Blachman enig i.

»Da sæson 2 sluttede, sluttede det. Så så jeg ikke Remee et par år, tror jeg,« forklarer han i optaktsprogrammet.

Der skulle gå fem år, inden de blev forenet i dommerpanelet igen i år med sæson 7. Og nu tager de endnu en omgang.

»Der er en gensidig kærlighed, når alt kommer til alt. Det kan ikke være anderledes, gode mennesker mødes igen og igen i hinandens liv, og sådan har det været med Remee. Vi kan altså også blive rigtig, rigtig virkelig, altså dybfølt trætte af hinanden. Det er hvad der kan ske, men det skal ikke ske igen, at dommerne kommer i vejen for deres deltagere,« slår Blachman fast i optaktsprogrammet, der vises lørdag kl. 19 på DR1.