SLID: Det er ekstra hårdt at tage sig af grupperne, indrømmer Pernille Rosendahl

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hun fik lige præcis, hvad hun ønskede sig. Men for Pernille Rosendahl er gruppekategorien ikke uden besvær i årets X Factor.

- Det er sjældent, man får, hvad man ønsker sig i livet. Så jeg er rigtig lykkelig for, at det kan lade sig gøre med grupperne,« fortæller Pernille Rosendahl.

Dog tilføjer den populære X Factor-dommer lynhurtigt:

- Men det er meget hårdt. Det er på mange måder dobbeltarbejde i forhold til at have en af solist-kategorierne, hvor du kan fordybe dig meget mere i hver enkelt stemme og hver enkelt personlighed. Her skal du kunne rumme meget mere, siger hun til B. T.

God energi i år


Den 37-årige dommer beskæftiger sig for første gang med grupperne, efter hun sidste sæson førte 30-årige Thomas Ring Petersen frem til sejr foran 40.000 tilskuere i Parken.

I samme sæson havde Rosendahls meddommer Soulshock kvaler med at få vinderpotentiale ud af grupperne 8210, In-Joy og The Fireflies. Sidstnævnte endte dog med at snuppe fjerdepladsen.
 
Alligevel er Pernille Rosendahl helt bevidst om den historisk besværlige rolle for X Factorgrupperne i Danmark, der endnu ikke har indtaget vinderpodiet foran de gamle eller unge solister. Faktisk har kun Alien Beat Club været i finalen som gruppe.

- På papiret kan det godt se svært ud. Men der er en rigtig god energi om grupperne i år. Og jeg har jo haft som erklæret mål at komme til at arbejde med grupperne. Derfor tror jeg slet ikke, at man kan sige, at noget er givet på forhånd, lyder det fra Pernille Rosendahl, der i denne omgang er oppe mod Thomas Blachman, der tager sig af de ældste solister ( 25+) og Mich 'Cutfather' Hansen, der skal coache solisterne mellem 15 og 24 år.

Handler om passion

Og netop de unge har haft stort held med at nå frem til finaleudsendelserne af programmet. I alt fem unge solister har været i finalen ud af i alt ni mulige finalepladser siden 2008.

- Men jeg tror ikke, der er nogen naturlig fordel i at have en bestemt kategori. Det handler 100 pct. om, hvor meget passion du ligger i arbejdet med dem, siger Pernille Rosendahl og henviser til bl. a. Storbritannien, hvor gruppekategorien har haft stor succes med flere finalepladser og efterfølgende kommerciel succes.

Indtil videre står den tidligere Swan Lee og nuværende The Storm-forsanger imidlertid over for en stor opgave, når hun i de næste to bootcampprogrammer skal indsnævre de nuværende ti grupper til blot tre.

I virkelighedens verden er det imidlertid allerede sket, da bootcamp-programmerne blev optaget tilbage i 2010. Men Rosendahl vil ikke røbe mange detaljer om, hvilke grupper hun har valgt at knokle videre med.

- Det ved du godt, jeg ikke må sige. Men det er nogle fantastiske kandidater, griner den 37-årige dommer. jkm@bt.dk