Både store danske og internationale kunstnere indtager scenen i Herning

Den 22. marts kommer de tre sidste finalister i årets X Factor til at kæmpe om pladekontrakten i Jyske Bank Boxen i Herning. Med sig får de flere store kunstnere, der også skal optræde i det jyske.

Den danske DJ Kato har siden sit debutalbum haft stor succes i Danmark, og sammen med Electric Lady Lab, Shontelle og Brandon Beal skal han varme Boxen op den 22. marts. 

Kato har endda arbejdet sammen med andre store hitmagere, heriblandt rapperen Snoop-Dogg og den danske U$O. Men Kato og venner kommer du ikke til at se, medmindre du er tilstede i Boxen i Herning til finalen. Ifølge DR bliver det show nemlig sendt før selve udsendelsen starter. 

Men fortvivl ikke. Til selve finalen er der mulighed for at opleve Mads Langer, Rasmus Walter, Mare Key, Nabiha, Burhan G og Panamah.