Siden sit X Factor-exit har hun forholdt sig tavs. Nu taler Nicoline Simone for første gang ud om sin psykiske nedtur, mediestormen og sine fremtidsplaner

Siden Jean Michel for godt en måned siden skabte det største drama i X Factors historie ved at forlade programmet og dermed også tage sin sangpartner Nicoline Simone med ud, har Nicoline Simone forholdt sig tavs. Nu taler hun for første gang ud om sin psykiske nedtur, mediestormen, sine fremtidsplaner og nye band.

- Jeg har været rigtig langt nede. Det var bestemt ikke godt. Nogle dage var jeg glad, og andre dage var jeg rigtig ked af det, fortæller 16-årige Nicoline Simone eksklusivt til BT om tiden efter X Factor-exitet. 

Og det gjorde det ikke bedre, at Nicoline Simone få dage før X Factor finalen skulle finde sted fik at vide, at hun slet ikke måtte være med i finalen sammen med de andre deltagere, fordi Jean Michel ikke længere var med i programmet. 

- Det gjorde mig super ked af det, for jeg havde levet i håbet om, jeg kunne komme op på scenen i finalen, siger Nicoline Simone, der i stedet fik tilbudt nogle backstage-billetter til finalen af DR og mulighed for at komme med til afterparty med de andre deltagere. 

Men det valgte den unge sangerinde at takke nej til.

- Jeg følte ikke, der var nogen grund til, at jeg var der og ville blive endnu mere ked af det, over at jeg ikke måtte stå på scenen. Så havde jeg ikke modet på at dukke op, fortæller Nicoline Simone, der faktisk valgte slet ikke at se finalen, fordi hun ikke kunne overskue det. I stedet tog hun til en venindes fødselsdag. 

Psykologen måtte hjælpe

For at komme igennem den hårde tid efter X Factor, valgte Nicoline Simone og hendes mor at søge hjælp fra en psykolog. Men hun nåede kun at have få møder med psykologen, før hun droppede det igen.

- Jeg fik nogle gode ting ud af det, men jeg følte, at jeg godt kunne klare det selv til sidst. Jeg føler ikke, jeg er så langt nede mere, at jeg har brug for at gå til psykolog, siger Nicoline Simone, der den dag i dag har det helt fint efter de oplevelser, hun har været igennem.

Især har hele mediestormen omkring hende selv og partneren Jean Michel overrasket hende. 

- Det har været super hårdt både for mig og familien. Vi er blevet ringet ned fra alle sider, og vi har haft journalister over det hele. Det var ikke en speciel rar oplevelse. Vi har levet i frygt for, at det skulle blive ved, men nu er det løjet af, fortæller Nicoline Simone, der har beholdt kontakten til Jean Michel gennem hele forløbet.

De to tidligere X Factor-partnere snakker sammen hver dag, og de er stadig gode venner. Men de ved ikke, om de skal lave musik sammen igen.

- Det må fremtiden vise, siger Nicoline Simone, der har snakket mere med Jean Michel om, hvorfor han valgte at trække sig ud af programmet. Men det er ikke noget, hun vil fortælle om, før Jean Michel selv vælger at stå frem med det.



- Jeg snakket med Jean om det, og jeg har et nogenlunde indblik i, hvad det er, der er årsagen, men jeg ved det ikke helt endnu, siger Nicoline Simone. 

Droppet ud af skolen

Allerede inden jul valgte Nicoline Simone at droppe ud af skolen. Hun var blevet skoletræt, og hun ville gerne fokusere mere på sin musik i stedet for. Derfor har hun også planer om at søge ind på Fredericia Musicalakademi.

- Der vil jeg rigtig gerne ind. Jeg har indtrykket af, at det er en god og seriøs uddannelse. Jeg elsker performance, dans, teater og musik, så det er lige noget for mig. Hvis jeg kan komme ind, så er det helt sikkert det, jeg gør, siger Nicoline Simone, der dog endnu ikke har været til optagelsesprøve på Akademiet. 

Nyt band hjælper på lysten til at fortsætte

Efter Nicoline Simone vendte hjem fra København og X Factor, mødtes hun med en gammel ven, hun har spillet i skoleband med. Han havde kontaktet hende for at høre, om hun ville være med i hans band. 

- Det ville jeg sindssygt gerne. Jeg synes, de spiller godt, og det var værd at bruge min tid på. Det var fedt. Så vi har øvet lige siden, fortæller en glad Nicoline Simone. 

Bandet, der hedder Nicoline Simone og The Miniboosters, spiller alt lige fra Toto til AC/DC, og bandet har planer om at lave noget musik selv engang. 

- Vi blev enige om at starte med nogle covers. Og så se hvordan det går. Går det godt, vil vi lave vores eget, forklarer Nicoline Simone, der har fået lysten tilbage til at spille musik efter nedturen efter X Factor. 

- At spille med bandet har sparket mig i gang og givet mig lydt til at blive ved. Jeg vil fortsætte med musikken, siger Nicoline Simone og fastslår, at hun ikke fortryder, at hun har været med i X Factor.

- Det har været en kæmpe oplevelse, og det har sat gang i min karriere. Jeg har kun været glad for, at jeg var med.