Til 1. liveshow for en uge siden græd han, da hans venner fra duoen lickety-split røg ud. Men fredag aften til 2. liveshow var ingen tårer at spore, da Mathias selv røg ud.


Faktisk var det en overraskende positiv Mathias, bt.dk mødte umiddelbart efter, at den 17-årige artist var blevet sendt hjem af sin egen mentor, Lina Rafn.

- Jeg er faktisk lettet. Man skulle jo nærmest tro, det var mig, der var gået videre, og Fie der var røget ud. Jeg har fundet ud af, at X Factor ikke er mig. Jeg skal i stedet lave min egen musik, lød det fra 10. klasse-eleven fra Brøndby.

Hans mentor, Lina Rafn, afslørede overfor bt.dk, at Mathias flere gange undervejs i X Factor-forløbet har gået med tanker om at stoppe. Det bekræftes af Mathias.

- Jeg følte mig ikke særlig godt tilpas og blev også deprimeret undervejs. Jeg har haft rigtig svært ved at fokusere, fordi de her faste rammer har været opsat på forhånd. Det er ikke den måde, jeg arbejder bedst på, siger han og tilføjer.

- Nu vil jeg hjem og koncentrere mig om mig selv og min skole. Så vil jeg lave min egen musik, og så skal I nok få mig at høre på P3 om et par år.