X Factors forhåndsfavorit fik en skidt start på liveshowene, og skal arbejde hårdt for at bevare en plads i programmet, mener hans egen mentor Lina Rafn

Flere bookmakere havde inden sidste fredags første X Factor-liveshow 17-årige Mathias Chrøis som favorit til at vinde programmet. En sløj optræden har dog resulteret i, at Mathias er blevet overhalet af 23-årige Lucy Mardou, som nu må påtage sig favoritværdigheden hos bookmakerne.



Da BT spørger Mathias' mentor, Lina Rafn, ind til, hvem der skal arbejde hårdest for ikke at ryge i farezonen i andet show, er meldingen da også klar: 

- Det skal Mathias. I hvert fald bedømt ud fra sidste fredags optrædener, lyder den kontante kommentar fra den tilbagevendte X Factor-dommer.

Mere avancerede sange vil hjælpe

Ifølge Rafn var der en åbenlys årsag til, at forhåndsfavorittens optræden ikke gik som forventet.

- Det vi ved nu, og som vi ikke har kunne forudse, det er, at jo mere enkelt det er, og jo mindre der er, han skal koncentrere sig om, jo sværere er det.

Derfor har Rafn også lagt en plan for, hvordan Mathias' præstation skal forbedres til fredagens liveshow.

-  Jeg vil distrahere ham med mange flere ord, mange flere toner og meget mere han skal forholde sig til. Han skal simpelthen have noget, som han skal tænke på, så han ikke tænker for meget over det, der sker omkring ham. Det går bare ikke.

Mathias skal synge sangen "Veninder", som er skrevet af den danske sanger Niklas. Det er dog ikke en sang lige efter Mathias' eget hoved, som hans mentor har valgt til fredagens liveshow.

- Da jeg umiddelbart efter, at jeg havde afsløret, hvad han skulle synge, spurgte ham, hvor meget han hadede mig på en skala fra ét til ti, svarede han ti. Men jeg har lige spurgt ham igen, og nu er vi kun nede på fem, så det går den rigtige vej, lyder det fra Lina Rafn.