Den vanlige X Factor-vært, Sofie Linde, er i allerhøjeste grad nybagt forælder. Derfor bliver det en anden, der overtager tjansen som den, der præsenterer de håbefulde deltagere og holder styr på Thomas Blachmans talestrøm, når X Factor på fredag tager hul på de syv live-shows.

Rollen som vært på det populære underholdningsprogram er dog kun til låns, så Sofie Linde, der lørdag offentliggjorde nyheden om, at hun og DR Ultra-værten Joakim Ingversen er blevet forældre til en datter, kan når som helst vende tilbage til sin arbejdsplads foran de snurrende kameraer, lyder det fra DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme

Sofie Linde og Joakim Ingversen ved ZULU Awards 2017.
Sofie Linde og Joakim Ingversen ved ZULU Awards 2017. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Hun bestemmer selv, hvornår hun er klar. Det startede med, at det er hendes eget ønske, at hun gerne ville være vært, selvom hun skulle føde. Hun talte så med sin jordemoder, og jeg har talt med forskellige fagfolk, og vi har fået at vide, at hvis alt gik som det skulle med fødslen, så var det helt forsvarligt at lade hende vende tilbage efter to til tre uger,« siger Jan Lagermand Lundme til BT.

Han fortæller, at DR i månedsvis har vidst, at det kunne komme på tale at skifte Sofie Linde ud midlertidigt, og derfor har en substitut længe stået klar i kulissen. Hvem det præcist bliver holder DR for sig selv indtil mandag. Men Jan Lagermand Lundme giver alligevel et lille hint om, hvem det er.

»Det er en person, som vi allesammen kender,« siger han.

Remee, Sanne Salomonsen, Sofie Linde og Thomas Blachman ved pressemødet for årets X Factor.
Remee, Sanne Salomonsen, Sofie Linde og Thomas Blachman ved pressemødet for årets X Factor. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Om Sofie Linde når at returnere til rampelyset, inden de kommende syv fredage er gået, er uvist, men meget tyder på, at hun er værten, når finalen løber af stablen 23. marts.

»Jeg har SMS’et med hende, men hun er naturligvis travlt optaget. Men jeg kan se, at hun har det godt. Jeg er helt tryg og rolig, og hun er en sej pige,« siger Jan Lagermand Lundme.