X Factor-finalen fredag aften i DR Byen er ved at nå klimaks. Men inden det blev sådan rigtig sjovt, måtte Rasmus forlade programmet med en tredjeplads som resultat.

Efter to sange fra hver af finalisterne, blev det Rasmus, som måtte vinke farvel og opgive drømmen om at blive X Factor-vinder.

At Rasmus måtte forlade finalen inden den sidste sang var en stor overraskelse. Og både Rasmus og hans coach Remee var i chok:

»Prrrr ... det er svært det her. Men kæmpe respekt til de andre. Jeg er rørt over, at jeg nåede så langt. Det har været en kæmpe gave at være med,« sagde Rasmus fra scenen.

»Det kommer som en voldsom overraskelse for mig. Vi havde en super oplevelse med vindersangen parat,« sagde Remme.

Finalen havde så langt budt på flere mindeværdige højdepunkter - også væk fra scenen, hvor Thomas Blachman med en enetale nok engang tiltvang sig opmærksomhed.

Her opfordrede Blachman til, at Danmark skal tage hånd om børnene, da de er fremtiden. Præcis det, mener Blachman, han har gjort gennem de ti sæsoner af X Factor, hvor han har været dommer.

På scenen havde hver af de tre finalister stjålet opmærksomhed på hver deres måde.

Rasmus fik stor ros for sin udgave af Beyoncé 'Freedom', mens Place on Earth blev hyldet af dommerne for deres to numre - henholdsvis 'Wake Up' af Arcade Fire og 'Electric Feel' af MGMT.

Jamie Talbot høstede en del roser fra dommerne fra sin udgave af Muse-sangen 'Starlight'.

Stemningen mellem de tre dommere var for en gangs skyld god - måske fordi Sanne Salomonsen ikke havde noget på spil, da hun ikke havde musikere med i finalen.

Det kom endda så vidt, at hun flere gange roste Thomas Blachman, hvilket fik Blachman til at sige, at han elskede både at blive skældt ud og få ros kort efter af Sanne Salomonsen.