Færingen Jógvan har skullet kæmpe med dommere, der gentagne gange har haft svært ved at stille sig tilfreds med den eneste tilbageværende voksne solist i 'X Factor'.

Ved det seneste liveshow fremførte den 25-årige sanger Radiohead-klassikeren 'Creep', men dommerne Thomas Blachman og Remee havde svært ved svinge sig op på de helt store gloser, da de skulle kommentere hans optræden.

Heldigvis for Jógvan, var seerne til gengæld på hans side og kvitterede ved at sende ham direkte videre. På vej væk fra scenen opfangede Lina Rafns mikrofon hende sige til sin deltager:

»Så de fandme lære det, røvhullerne!«

»Det er så dejligt, at folk ikke var påvirkede af, hvad dommerne sagde. De stemte, fordi de følte for det. Nogle gange kan man blive manipuleret af, hvad dommerne siger, og så giver man dem ret, fordi de er 'professionelle'. Bullshit! Man skal stemme på, hvad man kan lide, og Blachman og Remee kan ikke bestemme, hvad du kan lide,« siger Jógvan

Ved fredagens semifinale og til finalen én uge senere skal dommerne ikke længere stemme om, hvem skal sendes ud af konkurrencen. Istedet er det kun seernes stemmer, der tæller og derfor bestemmer deltagernes skæbne i 'X Factor'.

Er det en lettelse, at dommernes stemmer fra nu af slet ikke spiller en rolle?

»Ja, det er det faktisk. Det er en lettelse, fordi jeg så ikke skal føle, at jeg skal ud og spille for Blachman. Så føler jeg, at jeg bare skal spille for publikum,« siger Jógvan.

Flere gange i løbet af 'X Factor', har Jógvan oplevet, at sange er blevet taget fra ham, fordi voksenkategorien er i bunden af hierakiet, når der skal vælges sange.

Særligt Thomas Blachmans grupper har derfor snuppet sange fra den færøske indie-rocker, hvis mentor Lina Rafn har luftet sin utilfredshed med uligheden.

»Men mere dramatisk behøver det heller ikke gøres. Det er trods alt kun coversange og ikke mine enge sange,« siger Jógvan, der mener, at han har en mental fordel, fordi han allerede har spillet musik i mange år og derfor oplevet det meste.

»Bare jeg ikke skal synge Beyoncé,« siger han og bryder grinende ud i en dårlig verion af nummeret 'Single Ladies'.

Men tror du, at Blachman og Remee har forsøgt og måske stadig vil forsøge at skubbe dig ud af programmet?

»De har prøvet det så mange gange nu. Det virker sgu ikke,« siger han grinende.

»Men det går mig slet ikke på. Slet overhovedet ikke. For når Blachman og Remee siger de ting, er jeg gået til dem bagefter og har spurgt, hvad de mener. Og så kan jeg faktisk godt forstå, hvad de har ment. Og andre gange forstår de bedre, hvad Lina og jeg har gjort,« siger Jógvan.