Aftalen er i hus. Remee og Pernille Rosendahl mødtes i aftes til hemmeligt X Factor-møde.

I går aftes var sangeren Pernille Rosendahl og Remee til hemmeligt møde med DR1's underholdningschef Jan Lundme på produktionselskabet Blu, der producerer X Factor for DR1.

Dermed er det højst sandsynligt, at den tidligere forsanger i det opløste band 'Swan Lee' bliver dommer i X Factor 2010.

Det har tidligere været fremme, at Remee og Carsten 'Soulshock' Schack har sagt ja til at være dommere i det populære DR1-program. Men indtil videre har Pernille Rosendahl hverken be- eller afkræftet rygterne om, at også hun slutter sig til dommerpanelet.

- Har du hørt, at jeg skal være X Factor-dommer? Det lyder da spændende, sagde Pernille Rosendahl torsdag i sidste uge, da MSN Star­lo­unge præsenterede hende for rygterne.

Nye toner

Da hun i samme interview blev spurgt, om hun overvejer at være dommer, svarede hun nej.

- Ikke lige på stående fod, vil jeg sige. Men jeg ser da programmet, men det er også fordi, det handler om musik. Og det er råt talent, sagde Pernille Rosendahl, der altså nu ser ud til at være kommet på andre tanker.

Dermed afløser sangerinden Lina Rafn, der har takket nej til endnu en sæson, bl.a. fordi hun er blevet gravid.

Thomas Blachman fik også tilbuddet om at være med i endnu en omgang af talentprogrammet, men også han takkede nej.

Første show var bedst

- Jeg kunne være fortsat (i 'X Factor', red.), men jeg er afhængig af intensitet. Alting peaker i det øjeblik, det bliver opfundet. Det første X Factor-program, vi lavede, var verdens bedste nogensinde. Der blev satset og gjort nogle ting, som ikke er set før i det format. Det andet program ('X Factor' i 2009, red.) blev mere kommercielt. Her tredje gang kunne jeg så have fået det, som jeg vil have det, har Thomas Blachman tidligere givet som begrundelse til, hvorfor han ikke ville være med i endnu en omgang af programmet.