Det gik som bookmakerne havde forudset. 16-årige Henriette Haubjerg måtte fredag aften tage til takke med en tredjeplads i årets X Factor.

Det skete efter en finale, der inden første afstemning havde budt på to sange fra hver deltager. Én solosang og en sang med en gæstesolist. Mens Anthony Jasmin fik æren af at optræde med Christopher og Lucy Mardou med Carpark North, skulle den 16-årige midtjyde synge med Medina. De sang en kombination af Medinas hits 'Jalousi' og 'Kun for mig'.

X Factor Finale 2014 x

Inden da havde Henriette sunget sangen 'Tomorrow' af Niki & The Dove, og det gik ifølge dommerne ret godt.

- Jeg under dig virkelig at komme så langt i det her show. Din stemmer er stadig super dejlig på trods af den svære sang. Du er dejlig, Henriette, lød det fra Remee. Og Thomas Blachman holdt sig heller ikke tilbage.

- Du er så rørende. Du er den mest klassiske X Factor deltager i år. Når du synger, så mærker man den længsel mod, at noget skal ske. Og det er så fedt, sagde han efterfølgende.

Men Henriette fik altså ikke nok stemmer af seerne til at gå videre, og nu er det Lucy Mardou og Anthony Jasmin, der skal kæmpe om X Factor-titlen.