32-årige Mette Lindberg har med charme og selvtillid indtaget stolen mellem de to garvede ’X Factor’-dommere Remee og Blachman i talentshowet, der nu kører på niende sæson. Men hun har ikke altid følt sig helt forstået

Nok er hun den nye pige i ’X Factor’-klassen, men den musikalske verden er alt andet end fremmed for hende. For mange danskere var Mette Lindberg måske lidt ukendt, men i udlandet ser det ganske anderledes ud.

I 2007 tog det fart for Mette Lindberg. Sammen med producer og sangskriver Lars Iversen blev bandet The Asteroids Galaxy Tour dannet, og inden de fik set sig om, var de tilknyttet et af Londons store pladeselskaber. Før det første album overhovedet var på gaden, blev nummeret ’Around the bend’ brugt i en international reklame for Apples iPod touch. Det blev startskuddet til en række koncerter i USA og masser af spilletid i de amerikanske radioer. Popstjernen Katy Perry var blandt publikum til en af koncerterne, og inden længe turnerede bandet hele Europa rundt som opvarmning for den amerikanske megastjerne.

100 koncerter årligt

Selvom gennembruddet i Danmark lod vente på sig, eller nok aldrig rigtig skete på samme måde, fik verden i den grad øjnene op for bandet. Det første album ’Fruit’ blev udgivet i 2009, og den dengang 25-årige pige fra Herlev var blevet verdensstjerne.

»Pludselig kunne der være 10 interview inden en koncert i Tyskland, dagen efter et nyt land med lige så mange, hvis ikke flere, interview før eller efter spillejobbet,« fortæller Mette Lindberg, der har spillet omkring 100 koncerter årligt de seneste år.

Det er højst sandsynligt en omvæltning og et pres, der ville få benene til at ryste i selv de mest nypudsede dansesko, men for Mette Lindberg var det indledningen til et eventyr, og hun tacklede det let med sit milde og legende sind.

Livlig energi

Vi har nu tre fredage i træk kunnet opleve Mette Lindbergs livlige energi, når ’X Factor’ auditions har rullet over skærmen. Hun er allerede nu blevet bemærket som den kække dommer, der ikke er bange for at sige præcis, hvad der falder hende ind.

’Har du en hund?’, ’hedder du Kim?’, ’laver du armbøjninger om morgenen, når du står op?’, ’løber du efter bussen, eller venter du på den næste?’ Men det er altså hverken påtaget eller opdigtet, det er bare sådan, Mette Lindberg er.

Måske var det denne finurlige tankegang, måske var det fordi, hun altid så, hvad tingene lignede, i stedet for hvad de var, at de andre børn i folkeskolen med smil og forunderlige blikke ofte sagde ’ej, hvor er du mærkelig’. Det var måske derfor, at Mette Lindberg ofte følte sig misforstået som barn.

»Jeg vidste jo godt, det var lidt syret, det jeg sagde, men jeg tror, jeg søgte folk, der tænkte lidt mere abstrakt. Det var bare ikke altid, jeg blev forstået,« siger Mette Lindberg.

I barndomshjemmet i Herlev, der foruden Mette Lindberg talte mor, far og en storesøster, var der stor kærlighed til musik. Der blev spillet alt fra Bob Dylan og Aretha Franklin til Shu-bi-dua.

I 3. klasse var det Ace of Base og Dr. Alban, der poppede ungdomsværelset op, mens der i teenageårene blev dyrket David Bowie og andet glamrock med de langhårede drenge fra skolen. I tidens løb har Mette Lindberg både gået til sang og trompet - og på efterskolen dannede hun et band sammen med nogle af skolekammeraterne.

Musik har altid fyldt i Mette Lindbergs liv, men hun havde ikke turdet forestille sig, at hun skulle leve af det, som hun gør det i dag.

Opvasker på Herlev Sygehus

»Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville arbejde med unge mennesker og arbejde med at forstå mennesker, måske fordi jeg til tider selv har følt mig misforstået som barn,« siger hun.

Hun arbejdede i en fritids-ungdoms-klub i Hellerup i årene op til, at The Asteroids Galaxy Tour blev dannet i 2007. Inden da havde hun arbejdet som opvasker på Herlev Sygehus, og før musikken kom til at fylde det hele, langede hun kaffe over disken på en café i indre by i København.

Den i dag 32-årige sangerinde bruger lystigt sine arme, når hun fortæller, de virker næsten som en forlængelse af de ord der bliver sagt, smittende grin er ikke til at undgå, og benene roder rundt i et hav af forskellige udgaver af den ellers velkendte skrædderstilling. Men samtidig emmer hun af ro og selvsikkerhed.

Mette Lindberg siger selv, hun har et højt energiniveau. Hun føler sig godt tilpas, når hun udfordrer sig selv, og hun søger adrenalin.

»Jeg begyndte med at søge det for at komme af med nervøsitet. Jeg vil gerne være i kontrol med mig selv og med, hvordan jeg reagerer i uforudsigelige situationer. Jeg udfordrer mig selv, sætter mig selv på kanten, så min hjerne skal køre så hurtigt, at jeg er 100 pct. i det, jeg står i, når jeg skal præstere,« siger hun og forklarer, at det for hende er en drivkraft, at det på ingen måde er stressende, snarere motiverende.

»Jeg kan godt være usikker, jeg kan bare ikke lige komme i tanke om hvornår. Jeg er meget intuitiv, jeg forsøger at mærke efter, om tingene føles rigtige eller ej, og lader mig guide af det.«

Finde ro i kaos

’X Factor’ er i fuld gang, og i midten af februar begynder de berygtede liveshow, det betyder, at Mette Lindberg kommer til at stå med et kæmpe pres, korte deadlines, og der kommer til at være fuld fart på i flere måneder.

Det er nu ikke noget, der bekymrer sangerinden, hun har nemlig sin helt egen opskrift på at undgå stress, usikkerhed og nervøsitet.

»Jeg kan ikke multitaske overhovedet. Det er fuldstændig umuligt. Hvis jeg prøver, så har jeg nogle sekunder, hvor jeg befinder mig på et helt neutralt plan, så tænker jeg ikke på nogen af tingene, så er jeg i midten. Der kan jeg være fuldstændig væk i sådan en meditations-agtig fase. Indtil jeg bliver suget over til det, jeg var i gang med, eller til den, der talte til mig.«

Evnen til at finde ro i de allermest kaotiske situationer, mener hun selv er blevet udviklet efter den turbo-succes, hun gik igennem, kort efter bandet var blevet stiftet. Der var konstant larm og mennesker omkring hende.

»Hvis jeg hele tiden suger ind og forstår alt, hvad der bliver sagt, så får jeg ikke ro. Det har jeg lært mig,« siger Mette Lindberg, der godt forstår, at det kan være svært for andre at forstå, at hun ikke lader sine nerver løbe af sted med hende.

Bare i forbindelse med ’X Factor’ er hun blevet spurgt et hav af gange, om hun ikke er vildt nervøs for det, men det er ikke noget, hun tænker særlig meget over.

»Jeg tænker, når jeg er i det. Jeg går ikke og er unødvendigt bekymret for ting, så kunne jeg jo virkelig gå og have nerver på hele tiden og tænke ’uh, i aften skal jeg spille’ eller ’åh, der er mange mennesker’, så tror jeg, jeg ville få stress. Så det prøver jeg ikke at gøre. Åbenbart. Helt naturligt,« siger Mette Lindberg og slår over i en højlydt og varm latter og fortsætter:

Ikke bange for Blachman

»Og nej, jeg var heller ikke bange for Remee eller Blachman. Vi har lært hinanden at kende og har det virkelig morsomt sammen. Men som i så mange andre sammenhænge, mener jeg, at man gerne må gå til hinanden, så længe der er respekt og man har hinanden et varmt sted.«

Hun vil dog ikke afvise, at det kan spidse til i takt med, at presset bliver større og programmerne bliver sendt live.

»Men man kan bekymre sig bagefter. Hvis noget er gået dårligt, så kan man tænke over det, ikke før,« siger hun og understreger, at hun koncentrerer sig om at nyde dér, hvor hun er.

I øjeblikket øver hun med sine deltagere i den unge kategori, så de kan blive klar til første liveshow. Det er en opgave, hun aldrig har stået overfor før, men hun tager den som altid med et åbent sind.

Bliver selv klogere

»Jeg oplever, at når man skal guide og lære fra sig, bliver man selv klogere på, hvordan man egentlig griber ting an. Jeg tror, jeg kommer til at lære rigtig meget, på meget kort tid. Jeg trækker mig selv til side og forsøger at give mine deltagere alle de bedste redskaber, jeg har fra egen erfaring ,« siger Mette Lindberg, som da også glæder sig over, at flere danskere hører om hendes eget band.