Den 23. marts bliver årets X Factor-vinder fundet.

Den store finale løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning. 

Og fredag aften løftede DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme sløret for to af de kendte bands, som skal optræde i den jyske by.

- Både Oh Land og Alphabeat har sagt ja til at komme, og de skal hver optræde med en af de tre finalister. Vi har endnu ikke fundet det tredje band, men vi er i fuld gang med at lukke aftaler. Også med andre bands, der skal optræde, siger han.





Sidste år optrådte engelske Take That. Om DR får fingre i et navn af samme kaliber, vil underholdningschefen ikke ud med. 

- Ja, nu må vi se, siger han til bt.dk. 

Både danske Oh Land og Alphabeat har haft flere danske hits, ligesom de også har fået anerkendelse i udlandet. Alphabeat blev landskendt tilbage i 2005 med successinglen 'Fascination', mens Oh Land har optrådt i det amerikanske talkshow David Letterman med 'Sun of a Gun'.