ADVARSEL: I det følgende afsløres det, hvad der er sket i aftenens udgave af X Factor.

X Factor-eventyret er slut for duoen Os To.

Det står klart, efter at Thomas Blahcman fredag valgte at sende de to efterskolekammerater Esben og Nicolai fra Thy hjem fra showet i den sidste udsendelse før liveshowsene begynder.

Og det efter, at de fik masser af ros for deres charme og kække fortolkninger af danske klassikere som 'Når en sailor går i land'.

»Det var ærgerligt. Selvom vi tog det med et smil, var det da en flad følelse, fordi man lige var blevet gode venner med alle de andre deltagere,« siger Nicolai, der kalder duoens medvirken for »en fed opelvelse.«

Det skyldes ikke mindst, at det blev Thomas Blachman, der fik ansvaret for grupperne i programmet.

»Jeg vil ikke kalde mig en fanboy, men jeg har altid været lidt fascineret af ham. Han er sjov, og det var alletiders at arbejde sammen med ham,« siger Nicolai, der altid har haft en musiker i maven:

»Jeg har altid drømt om at stå på scenen og give publikum en god oplevelse.«

Det var en ven, der opfordrede duoen til at melde sig til X Factor, fortæller Nicolai.

Hvad, fremtiden nu vil bringe, er ikke helt sikkert. Og dog. Der er nemlig lidt bookinger i kalenderen.

»I den nærmeste fremtid er der lidt stille i kalenderen, mens Esben er ude at sejle. Men jeg skal ud og spille til nogle konfirmationer og fødselsdage. Det var sådan, vi begyndte - og jeg synes stadig, det er mega fedt,« siger 17-årige Nicolai, der fremover gerne vil læse til elektroingeniør.