Selvom den danske producer, sangskriver og X Factor-dommer Cutfather, alias Mich Hedin Hansen, har rygende travlt, vil han ikke snyde sig selv for Kylie Minogues verdenspremiere i Herning på lørdag.

Til Kylies seneste succesalbum »Aphrodite« skrev og producerede Cutfather sangen »Get Outta My Way«. Men det er ikke den eneste grund til, at han glæder sig. - Kylie er en totaloplevelse. Og vores deltagere i X Factor kan lære utroligt meget af hende - vi kan alle lære meget af Kylie. Hun er den ægte vare. Kylie er varm og menneskelig. Hun respekterer sin musik og sine fans. Og det er ikke underligt, at hun nu på tredje årti laver hit på hit. - Desuden er det jo også fantastisk at se og høre noget, man selv har været med til at lave i studiet, transformeret til en live-oplevelse som Kylies, siger Cutfather, der håber, at det ikke bare bliver ved koncerten.

Skriver sammen

- Kylie og jeg har mailet lidt sammen. Og jeg håber, der bliver tid til at stikke hovederne sammen før eller efter showet. Med hensyn til fremtidigt samarbejde siger Cutfather:

- Alle laver jo deluxe-versioner af deres nye cd'er med ekstra sange. Og måske får vi endnu en af vores med på Kylies nye reloadede version af 'Aphrodite'. Vi får se.