Hvis Thomas Blachman er den største grund til, at du hver fredag tuner ind på X Factor. Så kan det være, du bliver slemt skuffet, når du læser videre.

For den kontroversielle dommer, med de skarpe udtalelser og ligefremme facon gider ikke X Factor længere, når den omgang, som starter 1. januar, slutter. For så er han videre med nye projekter.

- Det er min sidste gang den her. Helt definitivt. Jeg har været med til at bane vejen for en ny regering og godt nyt menneskesyn. Med kreativiteten som fællesnævner. Lad tosserne få noget at skulle have sagt, dyrke det efterstræbelsesværdige, originalen, og lad os komme ud af det forstenede røvbaldesamfund, fortæller Thomas Blachman under en talestrøm til B.T.


LÆS OGSÅ:


Og selvom Thomas Blachman har skabt sig et bredt folkeligt navn med hjælp fra X Factor, så er reality som tv-koncept ikke noget han begræder, at han skal forlade, når X Factor 2012 er slut.

- For min skyld kan al reality tv afgå ved døden, når det her er overstået. For så er det ikke noget, jeg beskæftiger mig med mere. Men det er måske bare en ny begyndelse, fortæller Thomas Blachman.

Men er du i virkeligheden ikke bare bange for, at X Factor skal ende som eksempelvis 'Eleva 2'eren'?

- Jeg er bange for hver eneste gang, at det skal blive lige som Eleva 2'eren. Det er helt klart. For det er et meget tyndt barberblad, som vi bevæger os på hver sæson. Men indtil videre er det gået rigtig fint, fortæller Thomas Blachman.



LÆS OGSÅ:



- Men når det er sagt, så er det også bare sådan, at jeg skal videre. Det har været fint, men jeg evner ikke at lave noget lort, uddyber han.

Om X Factor kan køre videre uden den berømte og berygtede dommer, er ikke noget, som Blachman er glad for at svare på. Men han ved godt, hvad der skal til for at fylde tomrummet ud efter ham selv.

- Det kan godt være, at andre kan fylde min stol, men det kræver noget nærvær. For vi er blevet de bedste i verden, til det vi laver, forklarer han.

Thomas Blachman har været med i fire af de fem sæsoner, som X Factor har kørt. I 2010 sagde han også nej til at medvirke i det populære sangprogram, men vendte altså tilbage året efter i 2011.

Den gang sagde han om sit stop, som han mente var endeligt:

Er du ved at være træt af X Factor?

- Ja det er jeg. Det har været meget mere anstrengende end sidste år.

Er det slut med X Factor nu?

- Ja, det er det. Jeg har allerede sagt det før, men denne gang er den sidste. Det er helt slut, sagde Blachman til B.T. Denne gang bliver det så spændende at se, om han holder sit ord.