Når X Factor vender tilbage efter nytår bliver det med nye dommere i panelet.

Bt.dk kan i dag afsløre, at sangerinden Anne Linnet har sagt ja til at være med i DRs store underholdningsshow.

Den 59-årige sangerinde skal dermed have ansvaret for en af tre kategorier: De unge, dem over 25 år eller gruppe-kategorien. Danmarks Radio meldte fredag morgen ud, at de holder pressemøde på mandag. Her vil de afsløre det nye dommerpanel. Men hemmeligheden er allerede ude.

- Jeg har ingen kommentarer. I må vente og se på mandag, når vi holder pressemøde, siger DRs underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Anne Linnet.