Den storsmilende Baraa Qudoura fra Gellerup i Aarhus får gentagne gange dommerne til at trække heftigt på smilebåndet i fredagens andet afsnit af X Factor.

To gange tidligere har man som seer stødt på drenge, der stjal dommernes hjerter. Nemlig Mohamed og Basim. Og sidstnævnte må siges at have slået sit navn fast med syvtommersøm efter deltagelsen i Dansk Melodi Grand Prix.

»Jeg drømmer om at vinde X Factor. At jeg bliver set af nogle kendte, for jeg vil gerne noget med musik. Musikken gør mig tryg,« siger Baraa Qadoura, som til daglig går i folkeskole og ellers bruger tid med vennerne.

Han understreger selv, at Thomas Blachmann egentlig ikke gav ham et direkte 'ja' til at gå videre, men sagde, at Baraa kunne nå langt i konkurrencen. Og det første, der gik gennem Baraa hoved, var: 'Jeg skal prøve alt, jeg skal komme videre.'

»Jeg er araber, og det er ikke normalt, at man stiller op i sådan et program, men min mor har altid sagt: 'Jeg vil gerne have, at du melder dig og følger din drøm - man skal gøre, hvad man gerne vil i livet'. Da jeg så Mohamed og Basim, og at de nåede langt, så tænkte jeg: Hvis de kan, kan jeg også,« siger den 15-årige charmør.

Den kun 15-årige Baraa er allerede blevet populær blandt dommerne.
Den kun 15-årige Baraa er allerede blevet populær blandt dommerne.
Vis mere