I modsætning til 'X Factor'-audition i Aarhus, som blev vist på skærmen sidste fredag, stod talenterne nærmest i kø i København.

Det var derfor tre tilfredse dommere, Remee, Lina og Blachman, som seerne kunne stifte bekendtskab med i andet afsnit af 'X Factor'-showet, der netop er blevet vist fredag aften på DR1.

En af de sange, der begejstrede dommerne allermest, var 24-årige Chaimaes fortolkning af Rihannas ‘Diamonds’.

Chaimae, der er født i Marokko, læser til anlægsgartner og bor i Albertslund i et rækkehus. Hos sin mor.

- Jeg har da planer om at flytte ud. Jeg ved bare ikke hvornår, og jeg vil da hellere bo hjemme end i en et-værelses et sted, griner 24-årige Chaimae, da bt.dk får fat i hende.

- Min søster på 25 år flyttede for fem år siden, så det er bare mig og min mor. Der har da været et par gange, hvor jeg ville flytte ud, men pengene har bare ikke været til det, og så tror jeg bare, jeg har vænnet mig til det, forklarer hun.

Mor var sangerinde

Musik betyder alt for musikalske Chaimae, der, trods sin uddannelse som anlægsgartner, drømmer om at kunne leve af at synge. Og den drøm har hun ikke fra fremmede.

- Min mor var sanger, da vi boede i Marokko. Hun elsker selv musik og støtter mig fuldt ud og ved, hvordan det er at brænde for musik. Nogle gange øver vi lidt sammen, selv om hun ikke kan synge engelsk, men arabisk. Vi er nærmest som bedste veninder. Jeg kan fortælle alt til min mor, siger hun.

Ingen kæreste

At skulle fortælle en kæreste, at man stadig er i midt-tyverne og bor hjemme hos sin mor, kunne godt give anledning til en forklaring eller to. Men det er ikke noget, Chaimae har behøvet at bekymre sig om i et stykke tid.

Sidst, hun havde en fast kæreste, en dansk fyr, var i 2007-8, siger hun.

Til gengæld har hun forsøgt sig med flere talentkonkurrencer, både 'X Factor 2011' og TV2s 'Voice', hvor hun kun nåede til audition.

Men i år er hun endelig et skridt nærmere sin store drøm om at blive sangstjerne.

- Jeg var meget overrasket over, at Blachman kunne lide det så godt. Han er meget ærlig og siger tingene lige ud. Det kan jeg godt lide. Ikke så meget bullshit. Jeg håber og tror, jeg kan gå hele vejen. Nu må vi se, hvor langt jeg når, siger Chaimae, som drømmer om det store udland, når hun en dag skal flytte hjemmefra.

- Jeg vil til USA og lave musik. Jeg har aldrig været der, men det er bare sådan et sted, jeg gerne vil bo, siger 24-årige Chaimae.