Den kun 16-årige X Factor-vinder i 2011 flytter hele vejen fra København til Aarhus. Uden mor, men med sin jævnaldrende kæreste.

Den tidligere X Factor-vinder Sarah Skaalum Jørgensen har hele sit liv boet på Sjælland. Men til sommer rykker hun over 100km væk fra sit barndomshjem. Hun skal nemlig flytte til Aarhus sammen med kæresten, Frederikke Have.

- Vi ville gerne ud og stå på egne ben begge to. Hun bor i Fredericia, og jeg i København, så vi blev enige om Aarhus, fortæller sangerinden og fastslår, at hun bestemt ikke synes, det er en ung alder at flyve fra reden i.

- Jeg når jo at fylde 17, inden det sker, siger hun til bt.dk.

Svært at være væk hjemmefra

X Factor-vinderens mor, Signe Jørgensen, er mindre begejstret for det unge pars flytning.

- Det er helt forfærdeligt, det er jo min lille pige, der flytter fra mig. Jeg synes godt nok at Aarhus er langt væk, fortæller hun til bt.dk. Moren var selv kun 18, da hun flyttede hjemmefra, så hun forstår godt sin talentfulde datters beslutning.

- Sarah har altid været meget selvstændig, og jeg har fuld tiltro til, at hun nok skal klare det super godt. Og heldigvis er det jo ikke Australien. Men det er stadig langt væk, siger den omsorgsfulde mor.

De to unge piger skal bo i en lejlighed ejet af Frederikke Haves far, og ifølge Sarah skal de begge arbejde og studere. Men hvad og hvor, er ikke helt planlagt endnu.

- Min kæreste vil gerne være grafiker, så hun skal nok på Teknisk Skole. Jeg ved det ikke helt endnu, men jeg overvejer måske VUC, lyder det.

Sarah forstår godt sin mors bekymring, men det rokker ikke ved hendes beslutning. Til gengæld ved hun godt, hvad der bliver det sværeste, ved ikke længere at bo hos mor.

- Hun vidste jo den dag ville komme engang. Men jeg tror da, at det bliver svært at være væk hjemmefra så lang tid ad gangen. Men så kan man jo bare tage toget tilbage, siger hun.